Havedagbog

                     Spiren 2005

                                                                                                                                                                                Til forsiden

 

 

3. januar

Gartnerinden trodsede blæst, pløre og sjap – hun havde lyst til at gå i haven og det måtte udnyttes. Solen skinnede også :-) Det blev til vinterdække af endnu to del-bede, væk kom resterne af sommerkålen og det spiselige blomsterbed, og så på med føde til regnormene (blade) og til jorden (møg fra egen lille bunke) – og så var man træt. Det var hårdt at arbejde på det våde underlag og gartnerinden var flere gange ved at synke ned i sølet.

Der kan her i januar høstes følgende: porrer, vintergulerødder, sortkål, pastinak, bladbede og persille. Småfuglene er glade for det runde foderhus – der skal fyldes op igen med nødder og korn.

 

 

8. januar

Gartnerinden kastede sig rimeligt frygtløst ud i regnstormen for at inspicere havens tilstand og for at hente bladbeder til aftenens menu. Der var meget vådt, men ingen store skader – kun plastikdækket, som må reddes på plads, når vinden har lagt sig.

I en anderledes stille stund var gartnerinden også i haven forleden for at fodre fugle og rabarberen blev pakket ud af sit vinterdække – den er på vej.

I den lille have måtte man stormsikre stakittet og fuglehuset er blæst omkuld – til gengæld var den gode nyhed at julerosen fra Horsens har sat en blomst :-)

 

 

10. januar

Det er næsten forår derude! – i hvert fald i jordhøjde. Forårsblomsterne er på vej allevegne i den lille have og gartnerinden var ude i januarsolen for at luge og give de små erantis plads. Krukken med tulipaner er kommet udenfor igen, den er også forårskåd. Inde i udestuen, som nu er blevet en vinterstue med det nye oliefyr, har varmen sat gang i julerosen, som straks er sprunget ud – den havde været klar længe med en masse knopper. Der er flere, der spirer: lavendel, oliven og den opstammede rose, som er fyldt med små nye lysegrønne blade.

Melding fra Spirehaven: der er vådt…

 

 

22. januar

Så meldes der om vinter, så gartnerinden var i det kolde, flotte vejr i haven for at gøre klar til frosten – der var gamle juletræer på affaldspladsen, som blev klippet op til dække til hvidløgsbedet, for spirerne er allerede på vej op. Rabarberen fik også sit dække på igen og gartnerinden tog grangrene med tilbage til roserne i den lille have.

Men indenda skulle der lige fyldes op med kerner til fuglene – solsorten var der med det samme og vovede sig ud på den frosne ”sø” i bærhaven for at samle lidt frø. Endelig fik garterinden set, hvordan småfuglene spiser af deres fodrehus – hurtigt ind og ud igen, og så over i buskadset. Og der var også en rødhals at se :-)

 

 

1. februar

Mens det har været frost i haven, er gartnerinden så småt gået i gang med at planlægge havesæsonen. Der er indkøbt de første, nye spændende frø fra Isabella: blå salvie og anis isop – flotte til buketter – og et jordtermometer. Gartnerinden planlægger i år et varieret blomsterbed.

Fuglene bliver passet; der er nu hjemmelavet mad i form af diverse frø i fedt, derudover friske æbler og mejsebolde. Solsortene er der tit og nu håber gartnerinden at også de små fugle finder vej til den lille have – i hvert fald er der nu ”åbent hus”, idet det lille fuglebohus er sat godt til rette inde i tuya’en, så vi andre kan følge med fra udestuen.

 

 

22. februar

I vintervejret passer gartnerinden ikke så meget haven, men derimod fuglene. Der er mange solsorte i den lille have, også gråspurve i foderhuset og i dag en hel flok stære, som fandt den varme del af haven oven på dækslet, hvor de kan få fat i orme. Der er vintergækker ved hækken.

I udestuens varme er fignens blade ved at røre på sig, der er en citronblomstknop! – og en rosenknop på den opstammede. Nye lysegrønne skud på lavendelen og også nye laurbærblade undervejs.

 

 

27. februar

Nu blev alle forårskåde – gartneren gik i gang med at rengøre udestuens vinduespartier og gartnerinden fik sat frø til forspiring: chili, basilikum og artiskok. Der er bestilt frø hos Isabella – de gamle kendinge samt kålrabi og frø til en lille dufthave. Fuglene får også en lille forårsgave, når pakken kommer – et aflangt fuglebad af jern.

Og så har haveejerne udvidet jordbeholdningen – grundet nye regler i haveforeningen er det nu muligt for dem at leje flere m2, så nabobrakhaven er nu deres til at plante og så til med buske, græs eller hvad man nu finder på. Det store mirabelletræ skal fældes, da det hælder grundet orkanen.

 

 

9. marts

Gartnerinden trak i gummistøvlerne – med varme sokker for der ligger stadig meget sne – og gik i haven for at inspicere. Høj klar sol, men stadig køligt og man kommer ikke i den frosne jord foreløbig. Sneen er dog på vej væk – det har været en hård omgang for sortkålen, mens bladbederne har overlevet på deres solrige plads. Gartnerinden pakkede rabarberen ud af sit vinterdække, fodrede de forårsglade fugle og glædede sig til at komme i gang.

I mellemtiden er der spirer i vindueskarmen: basilikum var allerede godt på vej og her til morgen chili og også en artiskok. I udestuens varme er der fuld fart på lavendel og figentræ.

 

 

19. marts

Man skal – desværre – ikke lade sig narre: solen skinner fra en flot skyfri himmel, men det er hundekoldt. Det stopper dog ikke de første krokus, som er kommet op og sprunget ud siden i går. Der er pludselig også dorthealiljer og julerosen har, nu den er snefri, sat flere hvide blomster.

Gartnerinden har som en del af havegarderoben :-) indkøbt et par smarte, moderigtige gummi-støvler med mønstret for, med tilhørende sød stribet sommerlig bluse. Farverne er afdæmpet oliven, lyserøde og lyseblå nuancer. Passer ganske sikkert fint til sommerhatten, når man skal i sin blomsterhave og plukke en buket…

I spirehaven er det for vådt til at gå i gang.

 

 

21. marts

Sneen er endelig væk i spirehaven – gartnerinden var lige ovre at kigge og kunne glæde sig over, at der er små purløgsspirer. Hvidløgene ser ud til at have klaret kulden under grandækket – det kommer af, når der ikke er udsigt til nattefrost igen.

Gartnerinden havde helt lyst til at komme i gang, men det må vente lidt endnu. Så i stedet blev forårskådheden brugt i havecenteret: kartofler til forspiring – Æggeblomme, Hamlet og Asparges, rødløg/skalotteløg og en ekstra Dahlia til blomsterhaven, lyslilla.

 

 

23. marts

Havesæsonen er i gang :-) Skyet vejr, men lunt – godt havevejr – så gartnerinden hankede op i kurven. Der blev fjernet vinterdække – de små hvidløgsspirer har det alle godt og gartnerinden er sikker på at aspargesene har det lunt og trygt under det tykke lag gødning. Som altid var en af de første opgaver at luge krydderurtebedet – her spirer det hele under det visne lag, især mynten, som måtte kortes kraftigt af – nedenjords. Der blev også nusset lidt blandt Dybdahljordbærplanterne.

I bærhaven sopper det – og der er ”andemad” i vandhullet…

 

 

24. marts

Luften er forårslun – dejligt! - og gartnerinden har sat gang i forårshaverengøringen ude og inde, dvs.: lavendel og julerose er stillet udenfor, udekøkkenet er støvet af, der er fjernet vinterdække fra roser og timian, de sidste af de opbevarede rodurter og løg er kørt på komposten og kartofler er lagt til spiring.

Gartnerinden har også sået tomatfrø – Black Russian – til dyrkning i udestuedrivhuset og to slags romainesalat i sneglesikker position (inden døre i stor potte). Fuglebadet står nu ved kristtjørn og buskbom – solsorten var der snart for at få en tår vand :-)

Nu mangler kun at få taget juletræskæden ned fra tuya’en…

 

 

31. marts

Gartnerinden melder at havearbejdet er godt i gang – det ser ud til at planen om at nå alle resterende bede inden regnen kommer igen holder. Der var dejligt i haven, da vinden havde lagt sig – gartnerinden lugede et stort bed (næsten, så kunne hun ikke mere), fik en pose flotte pastinakker fra sidste år med tilbage og fik kigget under plastikken i brakhaven, hvor det ser rimeligt ud og pælerødderne er lige til at ”svuppe” op.

I den lille have er der røde pæonskud og roserne er godt på vej. I udestuen en frisk duft af citrusblomst :-)

 

Til toppen

 

2. april

Nu er der rigtig forår i luften – og gartnerinden har været en hel eftermiddag i haven. Der blev fjernet vissent græs, ryddet op i haveredskaberne, revet græsplæne og hele brakhaven kom frem i lyset. Nu skal der trimmes og fræses for at holde den nede – det er et stort stykke… Men så kan man også planlægge – og haveejerne har købt et valnøddetræ :-)

Da tuya’en skal fældes er der plantet et nyt – stadig lille – skyggetræ ved ”svigermorplænen”, en cypress. Mirabellen skal nu også væk, men man har besluttet at lade en enkelt lille stamme stå, så den kan skyde igen.

I udestuen er næste projekt at så kørvel til krydderurtebænken.

 

 

9. april

Gartnerinden knoklede næsten 3 timer i haverne – flere pælerødder i brakstykket, et moradshjørne i bærhaven – som der også blev kørt jord på – og endnu en del af det gamle porrebed (luge og møg på). Gartnerinden er lidt skeptisk vedr. at kunne nå/klare at passe de ”17 tønder land” og kvikificeringsgraden (det vil sige volumen kvikgræs pr. m2) er meget høj i brakhaven. Gartneren er dog mere optimistisk og har bestilt en fræser.

Men foråret er på vej :-) Den gamle solbærbusk har vokset sig stor igen og er nu lige ved at springe ud. Snart er der masser af frisk purløg til madlavningen. Og jordbærplanterne sætter nye blade. Gartnerinden glæder sig som altid på denne tid til at kunne fylde de første nye urter i kurven – lige nu er der sidste års pastinakker og de porrer, der har overlevet vinteren.

 

 

18. april

Haveejerne har nu fået fræset den nye have 1. gang – straks så det meget bedre ud :-) Gartnerinden arbejder i bedene hver eftermiddag med lugning, fjernelse af mælkebøtter i græsgangene og skvalderkålen fra hækken, som er på vej ind i bærhaven. Her er der lagt ”træde-sten”, så bunddækket kan få lov til at brede sig. Der er små rabarberstængler og jordskokkerne spirer frem – det samme gør ukrudtet... Næste projekt er de første kartofler – det bliver Hamlet, som er en tidlig sort.

I udestuen er der snart de første små salatblade og kørvel er også godt på vej. Udenfor glæder gartnerinden sig til de gule Verona-tulipaner.

 

 

22. april

Den nye have er blevet indviet - ved at plante valnøddetræet, efter 2. fræsning. Haveejerne var i haven sammen, havde madkurv med og fik gjort en god indsats. F.eks. er bærhaven nu helt renset for alt andet end bunddækket af skovjordbær og ”smørblomster”. Den nysåede spinat spirer frem – og de to første grønne asparges :-) Æbletræerne og mirabellen er lige ved at springe ud og snart kan der laves den første lille dessert med rabarber.

De første spæde skud af romainesalaten smagte af forårsgrønt…

 

 

30. april

Haveejerne glæder sig til de nye afgrøder – foruden valnødder er der nu også mulighed for at høste egne pærer, da der nu står to Clara Friis–træer i den nye have :-) Gartnerinden fik også sået rucola, sommergulerødder og dild, samt luget hist og her. Og der kan altid fjernes kvik fra den nye have…

I den lille have er græsset slået og de gule pæontulipaner er sprunget ud. Gartnerinden har beskåret roserne og lavendelen.

Der er forår i luften – og snart er alle kartofler i jorden.

 

Til toppen

 

5. maj

Gartnerinden har høstet til en menu: asparges, mynte og rabarber – og fra udestuen er der spæde salatblade og kørvel. Alting spirer og springer ud: kirsebærtræet og alle bærbuskene, frugttræerne, den lille syrén, jordbærplanterne, ærterne, spinaten og jordskokkerne. Alle kartofler er sat og der er gjort klar til at så rodurter – og gartnerinden har sået sin række af solsikker, som i år er både en gul og en mørkerød sort.

I udestuen ser det ud til at citrontræet har sat 2-3 små grønne citrusfrugter, som vil tage ved :-)

 

 

9. maj

Gartnerinden har nu fået følgende i jorden: rødbeder, pastinakker, toscansk sortkål, Dahlia – ikke alle havde overlevet vinteren i kælderen, så der skal skaffes et par nye – blå salvie og anis isop. I bedet sammen med marguritterne er nu lilla gladiolus, rød tallerkensmækker og velduftende blå aftenstjerne. Alt imens holder gartneren havegangene, plænen og hækken med diverse motoriserede værktøjer. Så nu mangler man kun at skaffe og sætte udplantningsplanterne, så sommerblomsterne og de varmekrævende frø – og kvikgræsset spirer lystigt i den gamle brakhave…

I udestuen blomstrer Amaryllis snart for 2. gang i år :-)

 

 

14. maj

Gartnerinden har haft en travl dag – der blev indkøbt og plantet agurk, blommetomat og chili, pottet laurbær om, luget aspargesbed, gødet og vandet hvidløg, skovlet muld på knoldselleristykket, fjernet mælkebøtter, sat ølfælder, sået bladbede og sat den sidste Dahlia, den lilla.

Det var næsten sommer i haven – de første kartofler er spiret frem og gartnerinden høstede – igen – rabarber og grønne asparges til menuen. Valnøddetræet har sat blade og snart blomstrer æbletræerne. Det ser ud til at blive et godt solbærår.

 

 

23. maj

Gartnerinden var i haven – godt med regn og efterfølgende varme har sat gang i det hele. I morgenstunden lå den sorte kat i aspargesbedet – her var nok stængler til aftenens risotto. Æbletræerne er sprunget ud, sortkål, solsikker og Dahlia spirer frem, også sommergulerødderne og rucolaen. Der er sat porrer, sommerkål og persille – og næste projekt må være kvikgræsset i den nye have…

Der er stadig mange små grønne citroner i udestuen, masser af kørvel, drivhusplanterne har det godt – der er mange blomster på chilien – og Amaryllis’en står flot med fire store hvide blomster.

 

 

9. juni

Der er nok at lave for at få haverne gjort ferieklare. Gartnerinden har luget og slået græs i den lille have, som nu er i orden – hækken skal klippes senere. I spirehaven ser der også snart godt ud – der er luget i de øverste bede og gartnerinden har slæbt vandkander, da der er ved at være tørt. Der er nu også sået squash og bønner samt en ny omgang solsikker – og den lille græsplæne fik en tur med græsslåmaskinen. Et par dage endnu er der til det der mangler: blomsterbedet i den nye have, lugning i et tilgroet gulerodsbed…, og klargøring af græskarbed.

 

 

9. juli

Der er nyt fra gartnerinden – som i sommervarmen i skyggen fra strandparasollen har fået luget knoldsellerierne, dvs. gravet dem frem fra ukrudtet. Også Dahliabed – der er blomster på vej – og havens andet blomsterbed med bl.a. gladiolus. Der er sået en ny omgang pastinakker og sidste års blomstrer stadig – så gartnerinden plukkede en buket, også med oreganoblomster og de første marguritter. Der er en god jordbærhøst og alle kartoflerne står flot – og laves til i udekøknet.

I den lille have afsvaler spurvefamilien sig i fuglebadet eller støvbader. Lavendelen blomster snart og den selvsåede solsikke, men der er ikke ranunkler i år. Hækken er klippet - tuya og fyrretræ har det godt.

 

 

12. juli

Gartnerinden må straks til tasterne for at fortælle – at forleden faldt en af de to gule citroner af træet. Den blev forsigtigt lagt på køl og pludselig manglede kokken citronsaft til mayo’en, så der blev forsigtigt skåret en skive af… det var den fineste saftige citron – og af egen avl :-) Der er høstet store flotte Hamlet kartofler.

Ellers gik eftermiddagen i haven. Gartnerinden fik luget endnu et hengemt bed, revet grene sammen, sået flere grønne bønner og dild, samt vandet. Og der er rart i skyggen af jordskokkerne.

 

 

14. juli

Den varme sommer har tørret kævlerne, som har ligget i spirehaven siden tuya’en blev fældet. Gartnerinden har nu kørt dem til huse – de er nemlig knastørre og ligger nu i en stor kurv i udestuen, parat til at blive lagt på det nye udendørs ildsted :-) Gartnerinden havde set bålpladsen hos Isabellas (udsolgt), men fandt så samme model i et havecenter.

Der er stadig jordbær – bedet er nu ”givet frit” igen til fuglene. Gartnerinden har høstet flotte ærtebælge, der skal snart flettes hvidløgsranke og Dahlia og Gladiolus er lige ved at springe ud.

I udestuen kommer der langt om længe nogle agurker og i år i hvert fald én bøftomat Black Russian.

 

 

23. juli

Sidste nyt fra gartnerinden: alle kartoflerne er nu klippet ned – det har givet mere luft til bl.a. bladsellerierne. Der er sat et lille nyt Dybdahljordbærbed foran aspargesplanterne, for gartnerinden gad ikke længere luge i det gamle ”morads”. Der er plukket store flotte solbær og de første rødbeder er trukket op. Dahlia blomstrer nu – især den hvide/lilla pompom er flot. Til gengæld ingen squash i år – planterne er blevet ædt og det ligner i mistænkelig grad sneglenes værk…

I udestuen hænger årets hvidløgsranke. Den lille have har fået terrasse :-) og man har fået et ”gasbord” til udekøknet. Huset har nu også et ildsted til hyggeaftner i det fri.

 

 

29. juli

Gartnerinden er begyndt at bruge af havens bær – der er lavet solsærsyltetøj og lige nu står ribssaft og løber igennem et klæde til gelé. Den ene ribsbuks bugnede af bær, der var 1,5 kg. Kirsebærene er slut, men til gengæld er der godt fyldt op på blommetræet, dog stadig med grønne frugter. Stikkelsbær må vente til næste år, da busken gik ud, men forinden havde den selv sat et nyt skud – med 2 bær på denne gang.

I den lille have er den selvsåede solsikke sprunget ud, der er masser af små grønne tomater og kørvel. Der er én bøftomat Black Russian i år – gartnerinden passer godt på den. Og så er der forsøgt sået squash i en lille urtepotte, indendøre i sikkerhed…

 

 

14. august

En sensommereftermiddag i haven – det var tid til at se hvordan det så ud derovre:

:-) et træ fyldt med Discovery-æbler og en friskplukket smagsprøve, høst af egne pastinakfrø, det flotteste Dahlia-bed, røde solsikker, græskarplanter med masser af blomster, 2 ½ meter høje jordskokplanter, en god skalotteløgshøst, et bugnende blommetræ og små bønner på vej – endelig.

:-/ kun én artiskokplante, dårlige aspargeskartofler, spiste sommerkål, ingen andenomgangs-dild, ikke mange blomster i det blandede blomsterbed og alt for store rødbeder – og for høje græsgange.

Men der var også humlebier i hindbærblomsterne og lunt i vejret…og i udestuen rødmer den eneste Black Russian tomat.

 

 

20. august

Gartnerinden har rumsteret i udestuen, som nu er lavet om fra drivhus med sommerens høst af tomat og agurk til sensommer/efterårs udekøkken til brug under køkkenrenoveringen. De to chilier er ved at rødme, den ene tomat er plukket, der er syltet grønne cherrytomater med vanilie, varmen har givet små salatblade på terassen og der er flere små solsikker på vej i solhjørnet. Rosen er sat udenfor på rekreation i solen, der er to nye citroner og snart figner.

Gartnerinden har også gjort klar til høsten – æblekurven og hessiansække til opbevaring af løg og kartofler i kælderen.

 

 

24. august

Det er høsttid – gartnerinden har fyldt tre hessiansække med Hamlet-kartofler og skalotteløg. Snart er Discovery æbler klar og der er mange. Blommerne tynger træets grene - gartnerinden plukkede de første to modnede på sin morgentur en dejlig sensommerdag. Der er nu også høstet spinatfrø af egen avl og måske bliver der også frø af bladbede. Bønnerne er nu snart store nok til en smagsprøve.

Haven er ved at gro til – gartnerinden må i gang, så snart hun igen får tid. I den nye have er der godt gang i græskarbedet, men det er ikke nok til at holde kvikgræsset nede… Så glæder gartnerinden sig over sit smukke Dahliabed og dværgsolsikkerne.

 

 

29. august

Gartnerinden har høstet den første bladselleri, de første grønne bønner og tre flotte græskar-blomster, som blev fyldt med mozarella og serveret som en lille forret til søndagsmenuen. Nu skal der tages fat i haven i det gode sensommervejr, inden græs og ukrudt tager helt over…

Og gartnerinden fik startet – dvs. gravet en del af æggeblommekartoflerne op, kørt de dårlige og en del kvikgræs væk, trimmet Dahlia, samlet rødløg og plukket æbler.

Stemningsbilleder fra haven: den flotteste petroliumsblå guldsmed i en bønneplante, en Admiral sommerfugl i den gule solsikke og en frø, der forsøgte at hoppe i det høje græs :-)

 

 

30. august

En sensommerdag, med sol og varme som en sommerdag, så gartnerinden holdt til en times arbejde, med sommerhat. Det var tid til at rydde op – fjerne frøpastinakkerne, det visne ærtebed, tidsler her og der, og høste spinatfrø til vinterdække. Og en god overraskelse: da gartnerinden ville fjerne de sidste sommerkål, var der stadig tre gode at få inde under fiberdugen :-) Desuden var der ikke ret mange snegle i moradsbedene og den ene var en vinbjerg.

I kurven med tilbage var også endnu en omgang Discovery-æbler og de bedste er nu lagt i æblekurven og sat i kælderen. I den lille have er der stadig mange cherrytomater, der er på vej til at modne. Og indenfor to røde chili.

 

Til toppen

 

5. september

Gartnerinden har: taget sagen, dvs. buskrydderen, i egen hånd, slået græsplæne og -gange, luget det nye jordbærbed, lavet et nyt krydderurtebed, gravet persillen fri, luget diverse tilgroede bede og gravet de sidste aspargeskartofler op – og der var en håndfuld, som var gode.

De små glæder: masser af store velsmagende sensommerhindbær; aspargesbær, der hænger som små rangler; sommerdage i september.

Og gartnerinden har været i marken, solsikkemarken/-labyrinten. Plukkede en flot buket og en stor afblomstret solsikke – så er der til en solsikkemark i Spiren næste år :-)

 

 

15. september

Det er tid til at begynde på efterårssyslerne – gartnerinden har klargjort det første bed til vinterdække, dvs. luget. Så må man vente med næste fase til der er nedfaldsblade. Også de sene afgrøder står nu pænt, der er luget i de to slags selleri, rødbeder, gulerødder og bladbede. De første pyntegræskar er høstet, der er ved at være brombær og nu skal der findes spændende porreopskrifter. Og hver gang gartnerinden går tilbage er kurven fyldt med blommer, æbler og hindbær.

I den lille have kan der stadig høstes cherrytomater og salat. Timianen er snart en lille busk.

 

 

20. september

Det er høsttid – gartnerinden har plukket den sidste gule citron; planlægningstid – der er hentet forårsløg hjem hos Isabella, Spring Green tulipan, og frøene fra Egå er klar til næste års solsikkemark; men det et også grotid – sensommervejret sætter gang i anden omgang bøftomat og grønne bønner.

I spirehaven arbejder gartnerinden sig frem af bid for bid, nu er første halvdel af det gamle morads-jordbærbed rengjort og gravet – men det er stadig meget tørt og der er ikke udsigt til regn. Den første nattefrost fik lige fat i græskarbladene, men de tre grønne græskar holdt ud. Det ser også ud til at stiklingen af estragon kommer sig.

 

 

23. september

Gartnerinden har nu været nødt til at vande på grund af det tørre sensommervejr, men der er dejligt i haven. Der er en ny omgang spinat på vej – selvsået. Stadig masser af hindbær og Dahliablomster. Til beholdningen af frø har gartnerinden nu hjulkrone og snart tallerkensmækker. Gode ting: at opdage et ekstra græskar, som er ved at blive orange; den lille selvlysende grønne frø på et hindbærblad; sensommermorgen med sol, ingen vind og dug i alle spindelvæv.

I den lille have nyder spurveflokken det kølige fuglebad – når de kan enes – og Montbretia’en er sprunget ud. Gartnerinden har i sommervejret :-) luget og gjort ved - solsikken er afblomstret, men en af de små dværgsolsikker er hentet fra Spirehaven og står nu på blomsterbænken i udestuen.

 

 

2. oktober

Gartnerinden har siden sidst: sået bladbede til forårsbrug, flyttet lavendelen til det nye krydderurtebed og fjernet noget mere af det gamle, beskåret solbærbusken og æbletræet, plukket og plukket og plukket hindbær…, høstet egne solsikkefrø til fuglene og udvidet beholdningen med en stor pose nødder fra havecentret, lagt tulipanløg i en krukke på terrassen, høstet en kurv fuld af pyntegræskar og gravet det første stykke af den nye have, dvs. kampen mod kvikgræs og sneglereder er sat ind. Der er nu også ved at være nedfaldsblade til at dække bedene med. Efterårssyslerne er gået i gang.

 

 

7. oktober

Endnu en uge med sensommerdage :-) Gartnerinden bruger de smukke vindstille eftermiddage til at få spredt visne blade på de ordnede bede samt hente dække og næring fra sidste års møgbunke, som ingen vist har taget af endnu. Bonus: møget er efterhånden ved at omdannes til muld og med følger en hel masse regnorme. Der er også gang i 2. lugning af nyetablerede bede – krydderurter og jordbærplanter. De fire græskar bliver langsomt orange og er nok lige klar til Halloween.

Det var flot med pastinakblomsterne og sjovt at samle egne frø, men… der er nu et bunddække af små pastinakspirer i hjørnet ved indgangen til haven – og de dukker også op de mærkeligste steder i stort set resten af haven.

 

 

10. oktober

Der er mange gøremål i efterårshaven udover at fjerne ukrudt og køre trillebørelæs med vinterdække. Gartnerinden har trimmet buske og træer i bærhaven, luget i bunddækket af skovjordbær, fjernet sneglereder og ikke mindst siddet i solen på den murbroksbetonring, som man har bugseret ned i haven fra affaldspladsen. Den står nu ved brombærbusken og skal bruges til bål og grill om sommeren, men fungerer også som en udmærket siddeplads.

Fra egen hvidløgsranke har gartnerinden udvalgt de flotteste fed, som nu skal sættes i det gode efterårsvejr. Samme varme vejr har udviklet endnu en stor bøftomat – udendørs på terrassen – måske når den at modne? Og indenfor ligger det første græskar til tørring.

 

 

16. oktober

Forleden på gartnerindens terrasse stod der en trillebør fyldt med årets græskarhøst. Fire halloweengræskar mere til samlingen, der gemte sig nemlig et ekstra i moradset ved blomsterbedet, og endnu flere pyntegræskar af forskellig størrelse. Resten af græskarplanterne er kørt på affaldspladsen, sammen med hele blomsterbedet, som var ved at gå i frø. Og nu er kartoffelstykket, dvs. halvdelen af den nye have, luget for kvikgræs og vinterdækket. Gartneren bidrager med en daglig buskrydning af gange og græsstykker.

Terrassen er klargjort til vinterhalvåret – væk er sarte planter og der er sat ”foderbræt” op til fuglene i den største potte. Indenfor modner de sidste figner og den nysåede kørvel er ved at spire.

 

 

18. oktober

Gartnerinden har arbejdet sig igennem et af de værste moradsbede – det gamle krydderurtebed, fyldt med gammelt, sejlivet kvikgræs og mynterødder. Rabarber og den lille nyskudte stikkelsbær har fået frostdække af blade. Gartnerinden kørte igen møglæs og mens hun fik sig et hvil, kom solsorten frem for at få del i de mange kompostorme. Dejligt arbejdsvejr – vindstille, overskyet og tørt. Dog måtte der også slæbes lidt vandkander, jorden er stadig tør.

De vindstille eftermiddage bliver brugt til at dække flest mulige bede med nedfaldsblade, så der bliver gjort et godt indhug i møgbunken. Haven er stadig flot med Dahlia’erne, som bliver ved med at sætte nye knopper og i tre meters højde sætter også jordskokken gule blomster.

 

 

23. oktober

Efteråret er kommet – og gartnerinden har sat en Amaryllis til spiring, i dette års J-farve: mørkerød. I Spirehaven er det ved at se rigtig godt ud med vinterdække, men der er stadig bede at tage fat på. Gartnerinden fik luget det 2. jordbærbed og udvidet det med nogle stiklinger. Der blev også kørt muld og møg til, da bedet altid har ligget lavt og samlet vand. Med hjem i kurven var bladbede og hindbær.

I bærhaven står der nu også en lille rød stikkelsbær, som gartnerinden fandt i havecenteret. Der er tegnet haveplaner for næste år – det fik gartnerinden lige lyst til – og inderst i køleskabet står en bøtte med egne dyrkede frø, klar til næste sæson :-)

 

 

28. oktober

Gartnerinden blev påbudt at holde nogle fridage – af sig selv. Men hun måtte lige over i haven og se til Dahlia’erne efter en frostnat; de blomstrede stadig. Der blev lagt det første fuglemad ud – et par æbler og en afblomstret solsikke. En smuk dag, så gartnerinden ville gerne have grebet greben, men kroppen trængte til en pause. Det er blevet køligere nu, men i udestuen er citronen ”forårskåd” og har sat en blomst.

I stedet har gartnerinden puslet på terrassen med ompotning af agave, med ”børn” og rosmarinen, som også trængte til en nedklipning. Gartnerinden løb tør for potter, så oliventræet må vente lidt – det har også sat et nyt rodskud. Desuden blev Amaryllis nr. 2 sat til spiring i vindueskarmen. Græskarene ligger og bliver mere og mere orange – ét er helt klar, det bliver til årets græskarmand.

 

 

30. oktober

Mens gartnerinden holder grave- og møgpause for at skåne ryggen, må hun finde på andre gøremål, når det kribler i de grønne fingre. Hun har været på grønttorvet og købt dækkemateriale: gran til bl.a. asparges, hvidløg og roser, og mos til krukken med forårstulipaner.

I Spirehaven er der en god høst af knoldselleri og rødbeder, men gartnerinden savner pastinakkerne, som i år ikke lykkedes, og de selvsåede er kun ganske små endnu. Der er stadig masser af bladbede og gode porrer. Aspargesbedet er ved at visne hen – gartnerinden har gjort klar til yderligere dække med barkflis for at holde ukrudtet ude. Men hun venter lidt endnu, for de flotte røde aspargesbær hænger og ”ringler”, og de sidste grønne stængler skal bruges til en Halloweenbuket.

 

 

5. november

Gartnerinden planlægger videre – der er sat egne frø af tallerkensmækker og græskar til tørre i vindueskarmene, og fra den faste leverandør er indkøbt et lille ”mini-drivhus” til forkultivering i foråret. Og så var det tid til igen at hoppe i gummirøjserne og arbejde lidt i haven. Gartnerinden fik ordnet aspargesbedet – luget, dækket med et tykt lag blade og møg, og dækket havegangene omkring med plastik og pinjebark for at holde kvikgræs mv ude. Jordskokken er klippet ned og vinterdækket, de afblomstrede solsikker er fjernet – men der er stadig Dahlia :-)

Og så er efteråret kommet – koldt og vådt. Gartnerinden gik kun i haven for at høste til aftenens menu og smagte de allersidste hindbær.

 

 

16. november

Gartnerindens efterårssysler:

Spirehaven – dække porrer, knoldselleri og rødbeder med et tykt lag blade, luge-bladdække-møgdække, vintervarme aspargesbedet med grangrene, klippe hindbærkrattet ned, lave ”granhuler” – frostfri og luftige - til de fire artiskokker, som skal prøve at overvintre, nyde solnedgangen en vindstille eftermiddag, inden storm og frost sætter ind, grave Dahlia op for vinteren, grandække krydderurter og andre sarte planter, og fodre fuglene.

Den lille have – lægge barkflis i rosenbed og ved timianen, klippe pæonen ned og dække med gran, frostsikre den opstammede rose og lavendelen, og fylde fuglehuset med nødder og egne solsikkefrø :-)

Gartnerinden kan også glæde sig over at den ene Amaryllis sætter to blomsterskud – og den store bøftomat Black Russian, som voksede frem på terrassen i oktober!, ligger i udestuen og mørke-rødmer.

 

 

20. november

Gartnerinden har lavet en stor portion fuglemad – frø og nødder i fedt – til både den ene og den anden have. Der er også nedfaldsæbler fra Discoverytræet. I udestuen tørrer Dahlia-knoldene inden de skal i kælderen – de er alle blevet en del større end da de blev sat i foråret..

I Spirehaven er der smukt i disse dage. Frost og sol, og gartnerinden mangler faktisk – bortset fra en del af den nye have – kun at gøre ét hjørnebed vinterklar :-) Og det ser ud til at vinterdækket af knoldselleri og rødbeder virker, så længe der ikke er dagsfrost. Mejserne har allerede spist næsten alle frø og nødder i det lille foderhus, solsorten får æblerne.

Den ene Amaryllis er allerede ved at springe ud. Og udenfor er der mange blomster på vej i julerosen fra Horsens.

 

 

25. november

Gartnerinden er godt tilfreds – det sidste bed i den ”gamle” have er nu gjort vinterklar med blad- og møgdække. Det er næste års Dahlia-bed og knoldene ligger nu i vinterhi i kælderen med små sedler, så man kan huske hvad der er hvad. Så vinterens øvrige havesysler er at luge det sidste af den nye have - i små bidder når vejret er til det - og få trimmet hækken, som er blevet for stor og vokser ind over bedene. Hertil skal bruges en stige og et ørnenæb. Og så kan man jo altid luge… Men lige nu holder gartnerinden sig indendøre - regn og storm er ikke godt arbejdsvejr.

Rød Amaryllis i stuen er nu sprunget flot ud :-)

 

 

27. november

Da gartnerinden en dag kom hjem fra byen, kunne man høre en masse fuglekvidder. Det viste sig at være fra hendes egen lille have, hvor gråspurveflokken, med snevejrets komme, endelig havde fundet foderhuset – sikke et leben og også 3-4 solsorte på det andet foderbræt med æblerne.

Efter et par dage med kulde, storm og den første sne klarede det op, så gartnerinden tog en tørn i haven i det smukke vejr. Det blev til trimning af hækken og nu mangler kun de største og højeste grene, som kræver en sav. Og der blev kørt tre læs møg til senere brug - den fælles møgbunke er så ved at være brugt op. Med i kurven tilbage var porrer til dagens menu.

Næste dag havde gartnerinden ”høgenæbs-arme”…

 

 

8. december

Gartnerinden er gået i vinterhi – det er vådt og gråt derude, men der er ikke megen frost, så de vinterdækkede rodurter klarer sig endnu.

I en vindueskarm står den ene Amaryllis med 8 røde blomster og den anden har sat en ”efternøler”, som så måske springer ud til jul? Gartnerinden er også spændt på, om julerosen når at blomstre ”i tide”. Figentræet har først nu smidt et blad – den hygger sig sikkert i varmen fra ”kulmeren”. Og udenfor er fuglene faste gæster ved foderbræt og –hus. Tuya’en står flot med den meget lange lyskæde.

Man holder sig til de indendørs sysler – f.eks. at male…

 

 

20. december

Det blev mildt i vejret – gartnerinden puslede lidt på terrassen: fylde op med fuglemad, æbler og vand (og gøre lidt rent på foderbrættet), sætte juletræet i vand og flytte krukker i vinterhi. Der var nogle forårsblomster på vej op under hækken…

En dag med snevejr – så var der trængsel ved ”nødde-café’en” og gartnerinden måtte også tø ”lænkefuglenes” vandforsyning op.

Hvad der sker i Spirehaven, ved gartnerinden ikke helt i denne tid – hun er blevet til malerinden. Men hun har ladet hente en knoldselleri og den havde det stadig godt under vinterdækket.

 

 

27. december

Malerinden har lagt penslen, men nu hvor der igen er tid til havesysler, står urt og busk i skjul i sne, så gartnerinden må lune sig indendøre og vente på bedre havevejr. Det går jo mod lysere tider, så planlægningen er i gang - det er godt at have egne høstede frø liggende klar på køl, bl.a. til solsikkemarken :-)

Med ønsket om et godt 2006, håber gartnerinden at modtagerne af nyhedsbrevet også har lyst til at følge med i hendes havearbejde i det nye haveår.

 

 

 

 
  Til toppen

Til forsiden