Gartnerindens dagbog

                     2009

                                                                                                                                                                                Til forsiden

 

Seneste nyhedsbrev

 

 

 

 

24. december

Efter tøvejret har gjort sneen tung var gartnerinden var i den lille have for at få fjernet det tykke snelag på drivbænken. Her havde et lille lager af rødbeder, vintersalaten og Ingrid-Marie æblerne klaret sig igennem frostdagene. Også blåbærbusken blev hjulpet fri at snemasserne.

Der er købt et plantebord i træ til den kommende pergola.

Gartnerinden takker af for i år – næste års havedagbog bliver et månedsbrev om den 16. sæson i Spirehaven.

 

 

 

22. december

Igen sidder gartnerinden inde i varmen mens der er snestorm udenfor – det må betyde hvid jul :-)

Den lille have har nu et tykt hvidt dække. Snedybde 20-25 cm.

I udestuen kan der skimtes begyndende mørke spirer på den pottede rødbede.

Gad vide, hvordan bladbede, rosenkål og hvidkål har det under dækket i spirehaven?

 

 

 

19. december

Solen kom frem, så gartnerinden fandt skisokker og de lange gummistøvler frem og gik en tur forbi spirehaven. Flot, knasende frostsne og -7oC. Mejser og musvitter havde fundet vej til foderpladserne.

Til juleforberedelserne var gartnerinden ude i den lille have for at grave laurbærblade frem fra snedækket – til sildemarinaden.

Og der blev forsigtigt lettet på det snedækkede (læs: tunge) låg til drivbænken: den sidste bladselleri havde overlevet (til aftenens waldorfsalat) og gartnerinden lagde et af æblerne til solsorten.

 

 

 

17. december

Snestorm med endnu mere sne. Morgenen efter var gartnerinden nødt til at ”ødelægge” sneen i den lille have og ryste den af træer og buske – især paryktræets grene var tynget ned. Fuglebadet blev gravet frem, tøet op og fyldt med frisk vand.

En rigtig god vinterdyne til havens planter. Snedybde 15 cm.

Vejrudsigten siger en lille uges tid med dagsfrost, så gartnerinden kommer jo ikke videre med havearbejdet foreløbig. Indenfor i varmen findes havebøgerne frem og man får nye ideer til næste sæson.

 

 

 

16. december

Vejrudsigten holdt hvad den lovede – gartnerinden vågnede op til snedækkede haver, så med frostdage på vej er planterne nu rigtig godt beskyttede :-)

Formiddagstur i haven: eneste opgaver var at fodre ”lænke-ormene” og hænge foderbolde op til småfuglene. Solsortene finder føde i tjørnehegnet, der er masser af bær.

Flot vinterlandskab. Snedybde 5 cm.

 

 

 

12. december

Vinteren er på vej. Med udsigt til dage med dagsfrost har gartnerinden været i haven for at vinterbeskytte: endnu to bede har fået blad/møgdække; bladbeder, hvidkål og rosenkål er pakket ind i blade og dobbelt lag fiberdug; porrerne er gravet op og sat i en terrassespand under grandække; og der er fragtet et læs grangrene hjem fra Ørting. Med i bilen var også en lille ny ting til spirehaven: et paradisæbletræ på dværgstamme.

Det var en stille, kold eftermiddag i haven – med et flot lys i elefantgræs’en.

Udover potter med hvidløg og purløg til grønt drys, har gartnerinden pottet en rødbede for at se om den vil sætte blade.

 

 

 

6. december

Gartnerinden var i morgenhaven med ormemad, en barkbeskytter til det nye blommetræ og en usolgt potte bladbeder fra havecentret. Der er stadig meget vådt, så der måtte graves en form for rende ved hvidløgene :-/

Med tilbage i kurven urter til husfaren som skulle i gang med hjemmelavede gule ærter.

Med i madpakken friske hvidløgsspirer til tærten.

Med hjem fra arbejde på Speedy en lille magenta-rød stueazalea til udestuen.

 

 

 

1. december

Frosty morgenhave.

Gartnerinden samlede visne blade og fyldte en hessiansæk, som skal ligge og kompostere vinteren over. Da hvidkålene skulle frostdækkes, viste det sig at posen med fiberdug i skuret var blevet vinterhi for en koloni af guldøjer. Så de fik lov at være i fred - er et godt nyttedyr.

Fra nabohaven er årets julerødkål høstet med rod. Det står nu i en stor potte på terrassen i den lille have, hvor der kan holdes øje med det/vinterdækkes hvis påkrævet. Med tilbage var også et trillebørlæs visne blade til dække i krydderurtebedet  - og de holdes denne gang på plads af store grangrene. Gartnerinden indsamlede en lille håndfuld regnorme fra spirehaven, som blev sat ud blandt krydderurterne for at få gang i jordforbedringsarbejde.

Og så kom husbonden ud med en varm kop espresso :-)

 

 

 

29. november

Gartnerinden har endelig fået en af de små citronkimplanter pottet op.

Udenfor udestuen er der blomster på vej i julerosen.

Der var et enkelt blåbær tilbage på busken.

I spirehaven er der spottet en rødhals.

Også i spirehaven: regnen har gjort det hele meget vådt, men gartnerinden fik inden den næste omgang nedbør kørt endnu nogle blade- og møglæs. Fra nabohaven var der et rødkål med hjem i kurven.

 

 

 

26. november

I skumringen – som kommer tidligt når det er gråvejr i november – var gartnerinden i spirehaven for at hente bladselleri og frisk brændenælde til en grøn risotto. Der måtte søges tilflugt i haveskuret, da vinden tog til og der kom en tung regnbyge. Så blev der tændt op i loftslanternen.

I krydderurtehøjbedet i den lille have har hjørnet med figen og timian fået en spand sand og der skal fyldes op med muld over det hele, da jorden efterhånden er sunket lidt sammen.

Indenfor spirer den selvsåede purløg, som gartnerinden fandt i spirehavens ukrudt og pottede op. Der bor en regnorm i jorden – den laver små kugler muld, som den bugserer ud gennem pottens drænhuller.

 

 

 

24. november

Gartnerinden har ryddet op i udestue og krydderurtehave – de sidste peberfrugter/chilier er høstet, planten klippet ned og sat i drivbænken; i højbedet har krydderurterne fået en kraftig trimning og der skal dækkes med blade igen for stormen tog de fleste. Estragonen skyder allerede igen fra roden og har derfor fået grandække. Der er to små selvsåede timianplanter.

I spirehaven kan man godt se hvilken retning stormen kom fra – bl.a. sortkålene står med en vis vinkel - men der var ingen alvorlige skader.

Den ”mystiske” julerose, som gartnerinden fik som frøplante fra gartnerskolen, ser ud til i år endelig at sætte blomster for første gang – sorten er ukendt og har meget fligede blade.

 

 

 

18. november

Endnu en flot novemberdag med stille vejr og diset sol. Gartnerinden gik videre med oprydnings-projektet i bærhaven og det viste sig, at den tilbageblevne ribsbusk havde sat en lille ny aflægger, som blev plantet om for at lave en ny busk. Der blev luget brændenælder med magnumrodnet væk og dækket af med plastik langs hele skvalderkålslinjen. Det hele skal vinterdækkes og næste år skal der plantes storkenæb som bunddække.

Men i dag holder gartnerinden sig inde. Efterårsstormen raser, så det var godt det nye blommetræ fik en solid støttestolpe.

 

 

 

16. november

Det lille nye blommetræ har fået plads i bærhaven og er hjulpet godt på vej med jordforbedring af muld, spagnum og kalk. Havemanden fik også klippet lidt mere af det levende hegn.

I drivbænken blomstrer morgenfruen.

Og gartnerinden gør status på haveåret:

:-/ det var en hård sæson for (alle) de afgrøder, der ikke var tid til at holde ukrudtsfri, bl.a. blev der kun plukket ganske få ærtebælge; det har dog vist sig at det værste har været at lade græsgangene gro i højden – græsset ligger nu ned og bliver svært at slå/fjerne. De sidste kartofler kom i jorden for sent og blev aldrig store nok og så var der den jordboende gnaver…

:-) men der var en flot høst i den nye frugtlund; en lang dahliasæson – den første sprang ud midt i juni – en god høst af broccoli, selvom der kun er én plante; flotte hvidløg (endnu en gang); et tungt læsset stikkelsbærtræ gjorde også gavn hos famillie og venner; og sneglene: tja, de var der hist og her, men ingen problemer med dem.

 

 

 

15. november

Langt om længe lidt solskin :-) Gartnerinden trak i arbejdstøjet og gik i spirehaven.

Det blev til en tre timers tid – nu når vejret var til det – hvor der blev klippet ned, luget og vinterdækket i aspargesbedet; luget (endelig!) i bladbederne som har stået standhaftigt og holdt ved hele sommeren gemt i ukrudt…; luget i endnu et bed så det er klar til vinterdække; lagt champost ud under hvidkål og rødkål, og vandet i kompostbeholderne.

I det kreative hjørne har gartnerinden selv udtænkt og lavet en efterårsdørkrans af rød kornel, frøstande og et visnet blomsterhoved af hortensia.

 

 

 

11. november

I havecentret har gartnerinden udset sig et nyt lille blommetræ til haven: Opal. Det skal med hjem, når der er bil og sættes i bærhaven i stedet for en af de gamle ribsbuske.

I det grå novembervejr var gartnerinden i morgenhaven med grønne rester til kompostbeholderen. Med tilbage i kurven var: de første jordskokker – til suppe – Ingrid Marie-æblerne, da nogle af dem var begyndt at sprække – de ligger nu køligt og godt i drivbænken hvor fuglene ikke kan komme til dem – fire små broccolihoveder :-) lidt lilla rosenkål til crudité og en persillebuket. Og så begyndte det at regne igen… solen har man ikke set længe.

 

 

 

9. november

Gartnerinden var i haven efter regnstormen for at se til Ingrid Marie-æblerne: de hang stadig på træet alle som en!

Den sidste figen er plukket og nydt til morgenmaden.

I udestuen springer den for længst-plukkede mørklilla artiskok nu ud.

I drivbænken springer den oppottede morgenfrue ud.

Der er også samlet blade sammen til dække i krydderurtehøjbedet.

 

 

 

1. november

Gartnerinden har været i haven med sit nyindkøbte net for at fiske blade op af vandhullet.

Der kan stadig høstes broccolihoveder og planten står med gule blomster til efterårets sidste bier.

Pærehøsten er nu i hus – de sidste frugter i lunden er Ingrid Marie-æblerne.

Hvad skal man stille op med en hel række bladselleri?!

Grrr, mosegrisen har spist næsten halvdelen af knoldsellerierne :-(

Tulipankrukkerne i den lille have har fået mosdække.

Bryllupsrosen står igen flot med blomster og masser af knopper.

 

 

 

27. oktober

Dyr i morgenhaven:

Den ene havekat jagtede en mus inde i det levende hegn, et firben havde fundet hi i kompostbeholderen, en tudse fik ”vist vejen” til toad house ved vandhullet (dvs. gartnerinden fangede den og satte den ind huset) – og pludselig hørte gartnerinden en piben fra et sted i vinterdækket… det viste sig at være fem helt nyfødte museunger, som må være kommet med ned fra hestemøgsbunken. Gartnerinden var nødt til at slå dem ihjel med en stor artiskokstængel :-/

Men ellers går det fremad med at få dækket haven, enten med blade/møg eller bassinfolie. I den ”nye” have mangler kun det allernederste stykke af bærhaven :-D

 

 

 

25. oktober

Blad- og møgkøring i skumringen efter en flot, lun dag i oktober. Gartnerinden havde forinden gang i løftestangsprincippet for at få lirket humlen op af jorden – den måtte vige pladsen for en vinget benved (busk med forkorkede grene), som gartnerinden faldt for pga. dens fantastiske røde efterårsfarver. Bladene er smidt nu, men den står med søde frøstande: et bær ”falder ud” af en orangerød kapsel.

Andet nyt: kontrolbedet med spinat sået uden for mistbænken begyndte at spire 1½ uge efter frøene som blev sået indenfor i varmen; i køkkenvinduet spirer det første hvidløgstopløg; der er gravet purløg op til indendørs drivning og conference-pærerne er ved at være spiseklare.

 

 

 

22. oktober

Gartnerinden har fået de tre slags sættehvidløg af egen høst i jorden og dækket med visne blade.

Møglæs nr. 7 er nu kørt ned til haven (med tilsvarende læs blade).

Nyt til den dyrevenlige have: en gærdesmuttekasse.

Nyt til den nemme have: bassinfolierester til at dække kvikgræsbefængte områder.

Tre kasser dahlia er klar til at komme i kælderen – knoldene er katalogiserede og dækket med spagnum.

De oppottede spinatplanter i drivbænken har taget godt fat.

 

 

 

18. oktober

Gartnerinden har byttet sig til tre nye dahlia til samlingen – alle knolde tørrer i udestuen og skal derefter i kælderen.

I spirehaven blev det til en lang arbejdseftermiddag i det stille og solrige efterårsvejr: lugning, blad- og møgdække til bedene. De to staudebede er klar og bærhaven er godt med – gartnerinden har også dækket af med mere plastik for at holde skvalderkålen inde i det levende hegn.

Der er stadig bier i de lyslilla asters. Endnu en duftende Rosa de Recht.

Med tilbage de sidste æggeblommekartofler og en skålfuld flotte japanske kvæder.

 

 

 

15. oktober

Sysler i efterårshaven med lav gylden sol:

Alle dahlia kom op af jorden, påført navneskilte og opdelt i egne til at gemme og nogle til at bytte; til drivbænken i den lille have blev en selvsået morgenfrue med knop pottet op og der var også to selvsåede spinatplanter som kom med tilbage i potter; de sene frugttræer blev ”wrappet” ind i et stort stykke fiberdug for at beskytte frugterne; og den blomstrende løgplante blev høstet for at prøve at gemme frøene.

I udestuen sætter chokolade-peberen endnu flere frugter – nu i to meters højde.

Næste projekt er at få sættehvidløgene i jorden.

 

 

 

14. oktober

Efterårsoprydning i udestuen: trimning af pelargonier, nedklipning af citronverbena og en ny sukkulent på en af de små franske potteholdere.

Efterårsoprydning i den lille have: væk med sommerblomster og tomatplanter, tjekke vinterdække-materialer i havekassen, sidste græsslåning.

Opgaver i spirehaven: fiberdug over bladsellerierne, bladdække omkring knoldsellerierne, høst af årets tre små (sølle) græskar – bliver kun til pynt – og det grønne af  planten på komposten, og foreløbig udplantning af blomstrende buskvedbend (skal senere sættes ved pergolaen).

Brrr, spor efter den første nattefrost kan ses derude (-4oC) - og så var det slut med dahliaerne.

 

 

 

11. oktober

Det spirer i drivbænken i den lille have: vintersalat.

Der er plantet krukker til med tulipanløg.

Nyt i bærhaven: en rødbladet hyld – giver efter sigende lyserød hyldeblomstsaft.

Det første bed er dækket med blade og møg :-)

I udestuen sætter chokolade-peberen en ny frugt langt oppe ad stænglen.

Sidste nyt:

Der er duggede ruder i mistbænken og spinaten er allerede ved at spire frem!

 

 

 

6. oktober

Gartnerinden har startet en ny omgang kompost op – den ene beholder er lukket af med nedfaldsløv og jord, og får lov at stå indtil foråret. Den anden kompostbeholder er blevet foret med visne grøngødningsstubbe og smågrene, og er klar til den næste pose fra køkkenet.

Der kan nu høstes store flotte pastinakker :-)

Og der er kommet hestemøg til haven. Gartnerinden var ovre at tjekke læsset, som stod og ulmede i morgensolen. Der måtte således straks bygges en mistbænk mens møget var varmt: trædrivbænken blev placeret oven på ca. 30 cm sammenstampet møg, der blev dækket med såjord og sået vinterspinat, Gigante d’inverno. I nærheden blev der så også sået samme spinat i havejorden, for at sammenligne.

Temperaturen inden i den færdige mistbænks møgmidte blev målt til 30 gr.! Interessant projekt.

 

 

 

3. oktober

Indendørshygge, mens haven endelig får regn og efterårsblæsten tager til:

Læse oktober-afsnittet i bogen ”The Cook and the Gardener”.

Koge en fiskefond med urter fra haven.

Gennemgå de tre slags hvidløg for at finde flotte sætteløg.

Sætte topløg til drivning i køkkenvindueskarmen.

Liste ud mellem bygerne for at hænge det nye fil-de-fer fuglehus til æbler op i paryktræet.

 

 

 

30. september

Observationer i haverne:

En aften snuffede et pindsvin rundt på plænen i den lille have.

Humlebihuset under stikkelsbærbusken er fyldt med ørentviste.

Den første fuldmodne figen var plukkeklar – og er spist.

Der er stadig humlebier i solsikkerne.

Mens vi venter på regn til at blødgøre jorden, har gartnerinden langt om længe fået ryddet op i haveskuret. Og der blev pludselig meget mere plads.

Nyanskaffede stauder til udplantning: hestemynte og purpursolhat.

 

 

 

28. september

Spirehaven mangler vand – brombær og hindbær begynder at tørre ind, selv kirsebærtræet hænger i bladene og er nu blevet vandet. Den gule hindbær står flot, men den har gartnerinden også holdt med vand. Det kan næsten ikke betale sig at gå videre med lugearbejdet, når jorden er så tør.

I drivbænken er der sået vintersalat og i skovbundsbedet under paryktræet har gartnerinden plantet stauden vårfladbælg, en ærteblomst.

Når der er bil, skal gartnerinden have fragtet muld hjem, så sommerblomstkrukkerne kan blive plantet om med forårets tulipanløg.

Bryllupsrosen har nu igen knopper som er ved at åbne sig :-)

 

 

 

24. september

Haven efter ferien:

Det er ved at være den tid, hvor man kan begynde at samle vissent løv til jorddække. Møgbunken lader dog vente på sig.

Der er friske nye bær til morgenhavregrøden: blåbær og gule hindbær. Stadig masser af Dahlia.

Udførte opgaver: der er luget i knoldsellerierne, hyppet og dækket med champost naturgødning; pastinakbedet er blevet befriet for højt ukrudt; græskarplanterne er også kommet frem i lyset, blevet ”fodret” og de tre små græskar lagt op på små fliser.

Årets jordboende gnaver har ”taget sig af” en del af den ene gulerodsrække – gartnerinden høstede en god håndfuld for at komme først til resten. Også en persillebusk var faldet omkuld; nogen havde spist dens rødder :-/

 

 

 

15. september

Spirehaven har igen haft besøg af havemanden og dennes assistent – til at hjælpe med beskæring i det levende hegn. Og der blev slæbt meget afklip væk, stort som småt. Bl.a. kom hyldebærbusken og den ene kompostbeholder frem i dagslyset. Skønt sensommervejr.

Der er således gjort plads til Projekt Pergola.

Gartnerinden søsætter også et andet projekt: der er indkøbt en mistbænk i træ, som skal prøve at fungere efter hensigten, nemlig at drive urter ovenpå et læs af det friske hestemøg. Den udvalgte grøntsag til forsøget er vinterspinat, som også vil blive dyrket uden for mistbænken, til sammenligning.

Drivbænken i den lille have er blevet tømt og her skal der sås vintersalat.

 

 

 

14. september

Nye ting at høste: chokoladechili’en (som vist nærmere er en peberfrugt), bladbede (de skud der har vundet kampen mod ukrudtet…) og en enkelt figen (som lige skal eftermodne lidt).

I den lille have er der nu en knop på bryllupsrosen, hvid lavendel skyder igen med blomsteraks og der er plantet en ny citrontimian, gulbroget.

Efterårsarbejdet i spirehaven:

Gartnerinden afventer stadig hestemøg – i mellemtiden bliver der stille og roligt luget i bedene for at gøre jorden klar til dækket.

Flere dyr finder vej til vandhullet: solsorten, duen og katten. I skyggen af solbærbusken er der plantet en tudselilje.

 

 

 

11. september

Nyt fra den lille have (den veltrimmede have):

Endelig, endelig har gartnerinden fået noget gjort ved ”moradset” under paryktræet. Der er luget, skyggestauden bispehue er plantet ud, der er dækket med barkflis og i en krukke er det sået ramsløg. På den ledige plads i krydderurtehøjbedet er der plantet kinapurløg, som sætter flotte hvide skærmblomster – svirrefluen var der med det samme. Og lampepudsergræssens aks er på vej.

Nyt fra den store have (den ”vilde” have):

Den første frø er ”flyttet ind” i vandhullet!

I staudebedet har gartnerinden som planlagt plantet en klematis op ad valnøddestammen – mørklilla.

Den sidste af de tidlige pærer er høstet.

 

 

 

9. september

Blomster:

Årets meget lille solsikkemark er sprunget ud.

Rød hør står stadig flot, selvom bedet er et morads.

I krukkehaven remonterer den røde bakkenellike.

Bær:

Der er nye tyttebærplanter i egen krukke – de andre har stået for klemt under blåbærbusken.

Små danske bunddækkeblåbær har også fundet plads - i en surbundskrukke med pieris og tranebær.

I spirehaven er der ved at være gule hindbær – første smagsprøve er plukket.

Vandhul:

Gartnerinden har købt sine to første sumpplanter: kattehale (biplante) og sortknop (mini-sivplante).

 

 

 

6. september

En dejlig dag i haven:

Efter tre dage med storm og gråvejr kom der flot sensommersol og gartnerinden gik i gang med at luge kvædebusken fri – den har sat mange frugter i år – og kaprifolien blev klippet ned, da den var for vilter og havde syge blade. Og så var det gartnerinden pludselig fik lyst til at lave sit vandhul. Væk med plastikken i midten af bærhaven og i gang med spaden. To lag bassinfolie i, fem kander vand fra vandbeholderen, en kant af store sten, blommegrenen i som ”stige” og æblestubben ved kanten som gemmested – og så var det klaret. Fra hækken fandt gartnerinden også ”toad house” frem; og tudsen var i haven, i det høje ukrudtsgræs.

Rucola blomstrer i gult, det samme gør broccolien – og det er insekterne glade for. Hvepsene sværmer om nedfaldsmirabellerne. Der er selvsået spinat og den sidste dahlia-efternøler er sprunget ud: knaldrød.

 

 

 

3. september

Blæst, gråvejr, dagsregn og de første efterårsblade flyver af træerne. Gartnerinden holder sig inden døre med en af de mange nye havebøger.

Men nedfaldsløv fra træerne betyder også at det er sæson for vinterjorddække i haven – så der bliver snart leveret godt læs hestemøg til spirehaverne.

I udestuen er der nu små lysende grønne citronspirer på vej – eksperimentet lykkedes :-)

Og morgenhavregrød med årets første hjemmedyrkede blåbær.

Der er – endnu – en udvidelse af krukkehaven på vej: danske blåbær og en pieris, som skal fragtes hjem, når der er bil. Og så skal der sås ramsløg.

 

 

 

30. august

Nyt fra gartnerinden igen:

Nu da bryllupsrosen ser ud til at have det bedre, har den fået en top-dressing af frisk rosenjord. Og der er en ny rose i pottehaven: fyldt, lys gul og duftende - Kronprinsesse Mary.

Morgenhaven:

Solskin, men der er efterår i luften nu. Gartnerinden høstede bønner og blomster, til velværelse og udestue. To solsikker var sprunget ud :-D og Rosa de Recht remonterer igen – den har de sødeste knopper.

Eftermiddagshaven:

I gang med lugningen: staude- og dahliabed. Mens gartnerinden holdt drikkepause, kom solsorten for at hente føde i den nylugede jord.

 

 

 

27. august

Spirehaven har haft besøg af en havemand og hans medhjælper.

På programmet var bl.a. nedfældning af det gamle blommetræ. Valnøddetræet er nu kun en stamme – hvor der kan vokse f.eks. en klematis op ad – mirabellen er blevet trimmet kraftigt, de nederste grene er klippet af solbærbusken (og høstet for der var stadig bær) og den gamle stub fra Discovery-æbletræet er gravet op og lagt ud i hækken, hvor den kan fungere som bolig for havens smådyr.

Det gav lys over land :-) En del af træstammen fra blommetræet er gemt - den skal fungere som vandhuls-gren når den tid kommer.

 

 

 

25. august

Gartnerinden kom i morgenhaven og fik kørt to læs ukrudt væk – så var ét bed da renset og pænt…

En god høst i kurven: kartofler, en lille sommerknoldselleri, squash og squashblomst, hindbær og en lille håndfuld surbær (dvs. hele høsten i år hvor busken stadig er lille), masser af bønner fra buskbønnen Speedy, en mørk dahlia og den sidste morgenfrue.

Gartnerinden har nye planer for haven – en pergola ved siden af haveskuret og et lille vandhul nede i den våde del af haven, til alle frøerne og havens andre dyr.

 

 

 

23. august

Gartnerinden har samlet frø – fra sin egen blå staudesalvie og fra en vildtvoksende sporebaldrian fundet i hækken ved den lille have.

En tur i haven gav følgende med tilbage i kurven: tre store artiskokhoveder, en høj artiskok i blomst til at pynte i udestuen, store gulerødder, endnu en stilk broccoli, den første porre, en lille kurv hindbær og en mørk skabioseblomst. Om ikke andet så kan gartnerinden glæde sig over at der er ting at høste, selvom det hele ligner ragnarok.

Der er bestilt en havemand til fældning og trimning af træer og levende hegn.

 

 

 

18. august

Godt nyt fra haven:

Der bliver en fin høst i frugtlunden i år, de tre kålplanter af ubestemmelig herkomst har vist sig at være toscansk sortkål og hjemme i den lille have er bryllupsrosen begyndt at spire igen efter nedklipningen.

En ny omgang kartofler er gravet op og lagt til tørring (de var dernede under det meterhøje ukrudt…) og de første små buskbønner er blevet høstet sammen en stængel broccoli (den bliver ved med at sætte nye hoveder :-) og en lille courgette inkl. blomst – lækkerier til aftensmaden.

Det er også ved at være tid til at udskifte sommerblomsterne i krukkehaven med sensommerplanter; gartnerinden har fragtet en potte farverige bladbeder med hjem fra Ørting på Speedy – til både pryd og nytte.

 

 

 

16. august

Gartnerinden er hjemme efter en spændende havetur til det sydlige England. Der var besøg i seks forskellige haver i East og West Sussex, med tilhørende garden shops så kufferten var godt fyldt med havebøger på hjemrejsen. Med i bagagen var også en prydgræs og en lille tranebærbusk. Og gartnerinden fik set forskellige udgaver af the walled kitchen garden :-D

Imens har gartnermedhjælperen passet haverne hjemme – de tre chili’er i udestuen er blevet store og i spirehaven er ukrudtet blevet meget større… men der er også hindbærguf, fire persillebuske og små sommerknoldsellerier.

Gartnerinden har som forsøg sat citronkerner til spiring.

 

 

 

6. august

Med temperaturer nær de 30 gr. arbejder gartnerinden absolut ikke i sin have i løbet af dagen – morads eller ej. Tiden blev i stedet brugt under havesejlet i den lille have, på madras med en murstensbog om den engelske have og en kølig drik. I krydderurtebedet lige ved siden af summede det af bier, svirrefluer, mariehøns, sommerfugle og snyltehvepse – og desværre også en myg, som fik stukket den småslumrende gartnerinde tre steder :-/ (øv)

Årets høst af skalotteløg har mange små løg – de er tørrede og ligger nu på lager klar til efterårets gryderetter.

 

 

 

5. august

Morgenens høst af tomater: fire små, to gule mini og en bøf.

Spirehaven er invaderet af svirrefluer – et godt nyttedyr.

Der kunne høstes endnu et lille broccolihoved.

De første efterårshindbær er plukket og smagt – meget store i år.

To af kartoffelsorterne – Ditta og Sieglinde – er høstet og ligger til tørre på terrassen.

Bryllupsrosen er syg af stråleplet og må klippes ned :-/

 

 

 

3. august

Den udlærte gartnerinde kører nu Speedy til Ørting på deltid.

Hjemme træder Plan Morgenhave så i kraft – der skal sættes ind mod ukrudtet!

I den lille have kan der høstes frilandstomater, mynterne blomstrer og tiltrækker mange svirrefluer og med klippet hæk og trimmet plæne må gartnerinden huske at nyde denne lille oase, før hun begiver sig over i spirehavens morads…

Andre ledige stunder bruges til at læse i havebøger og lære (endnu) mere.

 

 

 

27. juli

Gartnerinden har nu prøvet at lave hjemmesyltede artiskokbunde – egen avl lagt i god olivenolie. De første udendørs tomater fra drivbænken er høstet.

I spirehaven som skrevet så gjort: gartnerinden gik i gang med lugejernet i frugtlunden og der var en overraskelse nede under de meterhøje tidsler – skovjordbærene har allerede bredt sig godt ud rundt om frugttræerne som bunddække.

Årets store lære er flg.: det er ikke en god idé ikke at have hestemøg til dækkemateriale, når man har en så god og frugtbar jord, som gartnerinden har fået frembragt over årene: ukrudtet har det alt for godt! Til gengæld er det nemt at få de uønskede vækster op af jorden – den har nemlig en god, let krummestruktur :-)

 

 

 

25. juli

Gartnerinden har plantet en lille hvidkålsplante i sommerfuglesikker position, dvs. i en potte på terrassen under en plastikklokke. Vinplanten er blevet trimmet for at lukke mere sol ind til de små klaser. Indenfor er der måske endelig en chokolade-chili på vej?

Der høstes: spæde rødbedeblade fra drivbænken, små gule kirsebærtomater, anden omgang purløg og squashblomster.

I spirehaven vokser ukrudtet lystigt. Gartnerinden tager det roligt – first thing’s first og der startes i frugtlunden ved skuret.

Der høstes: squash, kartofler, små gulerødder, en kurvfuld andenårs-artiskokker, nye blade af salvie, og dahlia til de små hyldevaser i udestuen.

 

 

 

21. juli

Endelig! er hækken i den lille have blevet klippet (gartnermedhjælperen) – dernæst oprydning, bortskaffelse af afklip og trimning af resten af krukkehaven (gartnerinden).

Høst i morgenhaven: (urterne er der, derinde blandt ukrudtet… ) forskellige slags løg, små forskelligt farvede gulerødder :-), en lille kurv med de røde stikkelsbær, de allersidste nu helt mørkerøde kirsebær (resten var flækkede), ærteblomster til udestuen og en stængel sommerfuglebusk til velværelset.

Mørkerød skabiose er sprunget ud og der er masser af farver i dahlia-bedet.

Der høstes flotte courgetteblomster i potten på terrassen.

 

 

 

13. juli

Skiftedag i udestuen: de få gamle skalotteløg og hvidløg i baljer og kurve er nu skiftet ud med dette års høst. Og der er i år store flotte kepaløg. Med tilbage i kurven var også de første små gulerødder og det eneste broccolihoved (inden det går i stok eller skadedyrene tager over).

I spirehaven er bladbederne blevet luget fri, der er plantet 6 stks. rødkål og det lille bed med mørk rød hør lyser flot op :-) Stikkelsbærbusken er blevet beskåret for at forsyne bærglade venner og familie, kirsebærene er nu endnu større og flottere, og snart skal gartnerinden også i gang med at plukke solbær.

 

 

 

9. juli

Der høstes og plukkes:

Flotte kirsebær, de første gule hindbær, masser af store stikkelsbær, de første små ærtebælge, de sidste jordbær, squashblomster og persille.

I udestuen er de to første San Marzano-tomater snart plukkeklare :-) men der er ingen stikkelsbærkiwi på vej og chiliblomsterne falder af :-/

Udenfor er gartnerinden gået i gang med hækklipningen, den hvide lavendel blomstrer og det spirer i potten med solsikker.

 

 

 

4. juli

Nyt fra morgenhaven, hvor der allerede er +20oC:

Der er luget i selleri, porrer, artiskokker og pastinakker; alle kartoffelplanterne er hakket omkuld med seglet, da de har skimmel :-/ der høstes squash; kruspersillen står flot; ærteblomsterne tager endelig godt ved; den hjemmeforspirede hvidgrønne akeleje er blevet plantet ud; de almindelige løg er store og flotte til trods for at de har måttet kæmpe med ukrudt og den blomstrende pastinak fra sidste år tiltrækker igen masser af bier.

Gartnerinden har observeret bladlus :-( men de angriber tilsyneladende kun ukrudtstidsler :-)

Fra spirehaven til menuen: små æggeblommekartofler, nye løg, små artiskokker, skovjordbær, kirsebær og små røde stikkelsbær.

 

 

 

2. juli

Morgenhaven:

Flere dahlia i blomst, squashblomster til tomattærten, jordbær til madpakken, en bugnende stikkelsbærbusk, vintervikke i blomst i grøngødningsmarken, blodkløver i blomst i det lille grøngødningsbed, buskbønnen Speedy på vej op af jorden og duftende roser.

Aftenhaven:

Grillmenuer, fantastiske lune aftener, blomster i kæmpeverbena, klaser af helt små druer på vinranken, nye skud af purløg, lysende blå læbeblomster i den blå salvie og aks på vej i prydgræsserne.

… og at dele af spirehaven er et vildnis tager gartnerinden med ophøjet ro.

 

 

 

27. juni

Vejret er helt sydlandsk med den ene solskinsdag efter den anden og lune nætter, så gartnerinden har nydt sin friuge. Men der må arbejdes i morgen- eller aftenhaven, for det er for varmt midt på dagen.

Spinaten er høstet til en gæstemenu – og for at gøre plads til udplantning af de hjemmespirede scabiosa (endelig, de er blevet store). Den første squash er høstet og gartnerinden har også smagt det første hindbær, som var tidligt ude. Der er lyseblå blomster i de blå kartofler.

I drivbænken står basilikum flot, der er gule og røde spirer i plastbeholderen – rødbeder – og en dildplante fra en gårdbutik vokser til.

 

 

 

22. juni

… og for at komme disse moradsbede til livs har gartnerinden investeret i et havesegl. Et dejligt stykke værktøj – ukrudtet har ikke en chance :-)

I sommervarmen går det hurtigt i haven – siden sidst er alle de selvsåede hjulkroner og morgenfruer sprunget ud og de vrimler med bier. Der er jordbær fra bed 2, spæd spinat, nyopgravede kartofler og de sidste grønne asparges. Den første squash er snart høstklar.

I den lille have er der blomster på vej i kæmpeverbena’en, gaura står med de flotte langstilkede blomsteraks, lavendelblomsterne er ved at få farve og gartnerinden har sået to slags rødbeder i drivbænken og små solsikker til pottehaven.

 

 

 

17. juni

Gartnerinden var i aftenhaven for at vande – pludselig var kl. 22:15 og det var stadig lyst :-)

Den første Dahlia er helt sprunget ud: mørklilla m/ gul fyldt midte.

Mindre vellykkede projekter: bønnerne kæmper stadig for at overleve efter dagene med regn og rusk, spinaten går for hurtigt i blomst og der er alt for meget ukrudt, som står knæhøjt!

Tomatplanterne er kommet ind i udestuen – det blæser for meget udenfor. Til gengæld står basilikum’en flot i drivbænken.

Gartnerinden har købt frø til sensommersåning: skorzonnerrod og vintersalat – som skal sås når der engang er blevet luget i de sidste moradsbede…

 

 

 

16. juni

Udførte haveopgaver:

Luge i ærtespirer og skalotteløg, håndluge med stor forsigtighed i gulerodsspirerne, (endelig) så solsikker, plante tre uspecificerede kålplanter sat frem ved Spirens bænke (savojkål?), gøde og vande ”sultne” småplanter (selleri, kål, artiskokker og også dahlia), sætte scabioser og akelejer ud i dagtimerne for at vænne dem til den danske sommer (dvs. blæsende), plante kommen i krydderurtebedet (spændende at prøve), oppotte bøftomaten og udplante en lille nyindkøbt figenplante i hjørnet af krydderurtebedet hvor den forhåbentlig kan få godt fat og blive frilandsfigen.

 

 

 

13. juni

Friweekend – i haven:

Efter to dages regnstorm er jorden til at arbejde med igen. Gartnerinden fik luget i staudebedet og ”befriet” den japanske blodgræs for tidsler. Og så kunne man jo lige kigge til de tidlige kartofler… for at konstatere at de er allerede er store og flotte!  Med i kurven også fire store Dybdahl-jordbær.

Den første Dahlia folder en blomst ud – den er mørklilla, den første morgenfrue er sprunget ud, grøngødningsbedet står i fuldt flor med summende insekter og den vilde rucola sætter gule blomster.

Og så er der små artiskokker på vej i de overvintrende planter :-)

 

 

  

 

9. juni

Det er ikke just sommervejr derude, men regnen er velkommen for haven trænger. Gartnerinden lægger an til en havearbejdsferieuge og jorden har været alt for tør til at fjerne ukrudt effektivt.

Andre er også sat i arbejde – gartnerinden indfangede en af de første mariehøns, som hjemme straks blev anbragt på mynten, som har bladlus. Det lille nyttedyr skulle lige sunde sig efter køreturen, men gik så i gang med festmåltidet.

Nyt fra krukkehaven: bakkenellike har sat sine knaldrøde små blomster, vinen kommer med mange små klaser i år og der er skarp rucola, som plukkes til madpakken og grønt drys.

 

 

 

7. juni

Morgenhaven:

:-) solskin, det første Dybdahl-jordbær, blomster i de nysatte storkenæb, masser af små frugter på den japanske kvæde, en duftende Rosa de Recht, en Dahlia-blomst på vej og en håndfuld asparges til lammefrikasséen.

:-/ da gartnerinden gik i gang med at luge og fjerne kålplanterne der nu har sat frøkapsler, var det tydeligt, at jorden trods de mange heftige regnbyger er meget tør og visse ukrudtsplanter ”hænger med næbbet”. Så det meste af tiden måtte endnu en gang bruges på at vande kartofler, jordbær, løg, Dahlia og ærter. I mens bliver ukrudtet højere og højere…

 

 

 

1. juni

Gartnerinden var i haven efter at have været væk fire dage med sommervejr:

:-) duftende blomster i minisyrénen, blomster på vej i grøngødningsbedet, summende bier i de flotte blåkant-stauder, en udplantet squashplante som havde overlevet, én flot lillablomstrende havrerod i skellet til naboen og jordbær på vej.

:-/ ukrudt og mere ukrudt…, en lås til trillebøren som er gået i baglås og en grøngødningsmark med blomstrende rug – aks som dog gjorde sig flot i den buket gatnerinden plukkede med artiskokblade, salvie i blomst, stjerneskærm og prydgræs.

I krydderurtehaven blomster timian og purløg. Bryllupsrosen har sat den første orangerøde rose.

 

 

 

24. maj

Dagens tørn i haverne:

Udplante basilikum til drivbænk og højbed; udplante forspirede bønner; udplante bladselleri, knoldselleri, porrer og squash; vande; luge i kartoffelbedene; udplante de sidste artiskokker, omplante en selvsået hjulkrone, gøde, og luge i løgbedene.

Men også tid til at observere:

Salvien er ved at sætte store blomsterknopper, ærterne spirer frem under fiberdugen (hvor de to duer ikke kan komme til dem), der bliver masser af solbær og kaprifolien blomster flot.

Der høstes stadig lækre grønne asparges.

 

 

 

21. maj

Godt nyt fra haven:

Hvis gartnerinden ikke tager meget fejl, så har de blomstrende kålplanter virkelig vist deres værd: det vrimler allerede med de små snyltehvepse i deres mange gule blomster :-)

Hvepsedronningen i skuret er nu uskadeliggjort – inde i det lille bo var der allerede lavet de første kuber og lagt æg.

Der arbejdes videre med de mange gøremål: udtynde spinatplanter, luge, flytte sort plastik og fjerne snegle, luge, udplante artiskokker, luge, trimme humlen og … luge.

Oppotte tomater, sommerblomster og squashblomst-planter i krukkehaven.

Så var gartnerinden træt.

 

 

 

19. maj

Gartnerinden udvider krukkehaven: hvidblomstrende lavendel, fløjsrød pelargonie og lilla fjerblomst (skyggeplante).

I spirehaven er der klaret endnu et moradsbed – til udplantningsplanter – og der er sået blandede gulerødder mellem løgrækkerne.

:-/ tordenbygen var hård ved de spæde artiskokblade; hvepsedronningen er i gang med at bygge et nyt bo inde i gartnerindens skur til trods for at ”how-to-catch-a-wasp”-fælden blev hængt op; og mælkebøttehovederne sætter frø selvom de er blevet buskryddet omkuld.

Tomatsituationen: efter forgæves at få forsøgt spændende tomater leveret fra Sjælland, har gartnerinden indkøbt i eget havecenter: Tigarella (stribet tomat), gul cherrytomat og en madtomat.

 

 

 

10. maj

Arbejdsweekenden fortsætter:

Der er igen gang i forspiringspotterne – gartnerinden har sået blomstrende squash, forskellige bønner og de nu kuldebehandlede frø af rød japansk ahorn, som var med hjem fra Tysklandsturen med gartnerskolen.

I spirehaven er der sået ærter, bladbede, nigellafrø, hør og pastinak, og der er luget i asparges, den lille bærhave, løg og de tidligste kartofler.

Gartnerinden måtte fjerne et lille hvepsebo, som en stor dronning var ved at opbygge inde i haveskuret.

Gartnermedhjælperen har svunget buskrydderen i græsgangene.

Dahliabedet er sat – 14 stks. med ”snegleskræmmer” (fåreuld i pilleform) om de mindste.

 

 

 

9. maj

Endelig har gartnerinden fridage til at passe sin have – og jorden er til at arbejde med nu der er kommet regn igen. Næsten for meget regn…

Der skal luges igennem nu og sås til. Artiskokkerne er sat ud på terrassen for at hærdes og dahliaerne har stået der et stykke tid, så de er klar.

I spirehaven er der jordbærblomster og gartnerinden har fået udplantet sine ærteblomster.

Yderligere udførte arbejdsopgaver: ny dejlig mørk velduftende hjemmelavet kompost (tre børefulde) er spredt ud på det kommende dahliabed; der er luget i bund i et af bedene, hvor gartnerinden under det tætte ukrudtslag fandt en masse selvsået rucola og en spændende tidsel, som får lov at gå i blomst; og der er igen høstet grønt dække fra grøngødningsbedet.

 

 

 

30. april

Så er der fyldt op i drivbænken: bakken med dild og salat, to slags forspirede scabioser, hvid/grøn akeleje, broccoli og kål.

Gartnerinden har købt følgende ind til haverne: chili ’Chocolate Bell’, surbær, pibegræs, kartoffel Blå Congo og kæmpeverbena. Og der er spændende tomater på vej fra Gartneri Toftegaard på Sjælland.

I spirehaven knoklede gartnerinden i aftenhaven med at fjerne moradset ved hegnet i staudebedet – der skal plantes ærteblomster. Og så væk med endnu en lille del af mælkebøtterne, suk… og der er tusind andre ting. Vækkeuret er sat tidligt til en tørn i morgenhaven også.

 

 

 

27. april

Gartnerinden har fået anlagt sin krukkehave :-) Tuya, buksbom og kristtorn er fældet og kørt væk, og der er lagt fliser til drivbænken og til et grillhjørne. I udestuen kom den franske frise på plads over havedøren og det rustikke hørgardin hængt op.

Spirehaven… gartnerinden måtte i første omgang koncentrere sig om bekæmpelsen af mælkebøtterne og få styr på humlen, som allerede er godt i gang med at brede sig. Og så til vandtønden for at hente kander til de tørre bede. Brombærbusken fik dække af barkflis.

 

 

 

22. april

Gartnerinden var i skumringshaven – flot stille aften. Foråret har rigtig fat: det bugner med blomsterknopper i frugtlunden, kirsebærtræet har åbnet de første to blomster og der var igen en god håndfuld asparges. I såbedet med grøngødning er boghvede, blodkløver og honningurt spiret frem. De tørstigste bede og fuglebadet fik vand, prydgræsserne kom på plads i staudebedene og der blev spredt lidt gødning.

I den lille have er det snart tid til renoveringen. Vinranken har overlevet vinteren og er begyndt at sætte blade :-) Nyt i krydderurtehøjbedet: broget ingefærsalvie.

 

 

 

19. april

Gartnerinden har indkøbt nye prydgræsser til havens staudebede: en staudehirse og japansk blodgræs. Og til krukkehaven: en ny lampepudsergræs.

I den lille have blomster botanisk tulipan og vibeæg :-) og græsset er slået for første gang.

Nyt i udestuen: en stikkelsbærkiwi i potte med klatrestativ.

Projekt nye kartofler før Grundlovsdag: ’Solist’ i gårdhavekurven er ved at lægge an til blomstring – hvornår mon der kan høstes?

Gartnerinden mangler stadig at lægge to af kartoffelsorterne i spirehaven og der skal luges og …

 

 

 

14. april

Sæsonen for arbejde i morgenhaven er startet – observationer:

Der er en kraverede i et af de høje træer i det levende hegn, de små botaniske tulipaner står flot (folder sig ud i løbet af dagen), den gule hindbær sætter mange nye rodskud, den røde stikkelsbær har overlevet forårsflytningen, skovmærke breder sig i staudebedet og der er masser af røde knopper på den japanske kvæde.

Seneste arbejdsopgaver: de sidste sætteløg og såning af en grøngødningsblanding som forkultur til bønnerne.

Nyindkøb til haven: storkenæb til staudebedet og flere spændende knolde til Dahlia-bedet.

En pakning kompostorm er på vej i posten.

 

 

 

12. april

Påskeugen i gartnerindens haver:

Der er sået dild og salat til drivbænken, klippet stauder, fjernet det sidste vinterdække, høstet de første små rabarberstængler, gravet jordbærbed, spottet en humlebi og luget bed til tidlig grøngødning.

Der er lagt plastik i dele af bærhaven, hakket grøngødning omkuld til dække af den lille bær- og krydderurtehave, luget i stauderne, sat en kvædegren til drivning, ompottet kæmpeverbena og klippet citrontimian.

Der er klippet lavendel, oppottet citronverbena, plantet en lille vild svensk tranebær i surbundspotten, luget en stor del af have 2 :-) og dækket hvidløgsbed med omhakket grøngødning.

Der er luget flere bede, fjernet mælkebøtter og høstet kålskud.

Der er sat tidlige kartofler, dækket mere af bærhaven af, sat flere sneglefælder op, sået lidt spinat og plukket et læs spansk kørvel til skidenæg’ene. Og så er der dækket af med barkflis ved solbærbusken, klippet roser, sat to slags skalotteløg, luget staudebed, omhakket det sidste grøngødning og høstet de to første asparges.

 

 

 

3. april

Så er gartnerinden ”rigtig” gartnerinde :-)

Eksamensbeviset er i hus og der er sagt farvel og på gensyn til klassekammeraterne efter en hyggelig aften i skolens kantine.

Forårssolen er her, ingen lektier, gode karakterer og fridag :-D

Der er nyt inventar klar til spirehaven – de gamle faldefærdige bænke og bordet skal afløses af sammenklappelige træmøbler, som kan stilles ind i haveskuret.

 

 

 

1. april

Så er gartnerinden for alvor ved at gøre klar til at præsentere sin hovedopgave.

Udstillingsrekvisitterne blev fundet frem – fra egen beholdning og på gartnerskolens lagre – der blev lånt frøposer med grøngødning hos Ørting Havecenter og så blev der arbejdet 3 timer efter skoletid med opsætningen – så var gartnerinden tilfreds.

I morgen fremlæggelsen…

 

 

 

29. marts

Gartnerinden har bestilt en portion af Den Økologiske Haves hjemmeproducerede kompostorm.

Weekendens arbejde i haverne: luge jordbærbede og dække med gammelt ”artiskok-smuld”, beskære brombærbusken og grave alle aflæggerne op, hakke en del af grøngødningen om, servere de første drinks for dræbersneglene (ølfælder), køre grenafklip væk, dække bede med gennemsigtigt plastik for at varme jorden op, flytte den røde stikkelsbær væk fra bærhaven som skal dækkes af med sort plastik, sætte brakhave-fund som bunddække: krybende timian og høste den allersidste knoldselleri.

Der er mange meget store regnorme i havemulden :-)

 

 

 

26. marts

Gartnerinden har fået en postpakke – med flere knolde til Dahliabedet. I en netbutik fandt hun nemlig nogle af de spændende mørkbladede sorter :-) Også de røde skalotteløg fra Økohaven i Odder er i hus.

Men udenfor er det koldt og blæsende, stadig nattefrost. Man må glæde sig over alle spirepotterne, snart kan der plukkes friske ærteskud.

Under vinterdækket i haven er der nye rødkålsskud og de første små rabarberblade. De fyldte vintergækker er sprunget ud.

 

 

 

22. marts

Endnu en arbejdsweekend i haverne.

Fredag: (det vil nu sige torsdag aften) med udsigt til -4°C dække sarte planter. Oppotte pelargonie-stiklingen og de tre nye Dahlia til forspiring, lægge de længe ventede kartofler fra Den Økologiske Have til forspiring – Sofia, Ditta og Æggeblomme; og … en lur i udestuen.

Lørdag: (øv, vejret og gartnerinden var ikke til havearbejde)

Søndag: en tur i havecenter; tre slags ærteblomster i 15 hjemmelavede såpotter; Dahlia frem fra kælderen til sortering og forspiring.

Næste forspiringsprojekt: sommerblomster og kål.

 

 

 

19. marts

Gartnerindens æske med frøposer bugner – der er så mange spændende ting der skal prøves af, i år f.eks. aspargesært, nigellafrø og italiensk blomsterkål. Og til blomsterbedet: fyldt akeleje, kæmpe-verbena og blandede scabioser.

I gårdhaveposen er de tidlige kartofler begyndt at spire, artiskokkerne sætter andet bladpar, grønærtespirerne kigger frem og en lille ompriklet broccolispire fremavlet i Hammel ser ud til at have klaret sig :-)

Udenfor er tete-a-tete narcisserne ved at sætte blomster og den spanske kørvel er i gang med at folde et blad ud. Den første store håndfuld purløg er høstet – skarp i smagen.

 

 

 

15. marts

Arbejdsweekend i haverne.

Fredag: sætte tidlige kartofler i gårdhavekurv, potte artiskokkerne op, få de sidste vinterbeskyttede potter ud på terrassen og topdresse krydderurtehøjbedet.

Lørdag: (øv, hvor var den lovede forårssol…?) så ærtefrø til grønne spirer, få drivbænken på plads i den lille have – nu står den over nogle små tete-a-tete narcisser, der også står en klat af uden for kassen, så kan man jo se hvad der springer ud først – beskære hindbær og starte en ny kompost-beholder op. Den sidste bundskjuler af den færdige kompost kom med tilbage til det lille skovbed ved siden af krydderurtehøjbedet og der blev også dækket med visne blade ned omkring julerosen, vinteradonis og de nyplantede botaniske tulipaner (så blev det regnvejr).

Søndag: (stadig regnvejr) lave flere såpotter så de er klar til lathyrus og (da det klarede lidt op) klargøre bed til tidlige kartofler og dække af med plastik på det kommende skygge-staudebed.

 

 

 

8. marts

En kedelig grå søndag med masser af regn – men solen kom frem som lovet hen på eftermiddagen, så gartnerinden gik i haven, selvom ryggen drillede lidt (øv). Det var rarest bare at sidde opad haveskuret og nyde solstrålerne (bænken er faldefærdig…?), men gartnerinden fik også klippet lidt: sommerfuglebusken og en staude eller to. Det visne afklip kom i komposten sammen med vinter- dækkebladene fra hvidløgsbedet – spirerne er på vej op :-) Også den fyldte vintergæk ved skuret spirer frem.

Hjemme i den lille have er alle planter og potter lukket ud af deres vinterdække. Der kan meget snart høstes purløg.

 

 

 

6. marts

Jubiiii, gartnerinden er færdig med at være bogorm i denne omgang – hovedopgaven om grøn-gødning er nu skrevet ud og klar til aflevering.

Så kan der måske blive tid til lidt forårssysler i spirehaven i weekenden. Der skal klares lidt forårsbeskæring og nedklipning, og der skal plastik på det tidlige kartoffelbed. Til endnu tidligere kartofler har gartnerinden hjemskaffet tre gårdhavekurve, så der kan dyrkes kartofler i udestuen. Webbutikken havde dem til salg under ”uundværlige ting” :-)

Det spirer i potten med gule rødbeder – de små blade er snart klar til salatskålen.

Ude i den lille have blomstrer Gubbe’s dorothealiljer.

 

 

 

3. marts

Haveagtige sysler for at få en pause i opgaveskrivningen:

Gartnerinden kørte i havecenteret og fandt en ny, dejlig duftende, rosmarin og en lille potte med blå anemoner, som senere blev gravet ned inde under det levende hegn ved haveskuret. Gråvejr, men gartnerinden fik lige ordnet nogle gode ting: ”rørt rundt” i komposten – det nederste er blevet til sort humus – tømt fuglekassen i rødelletræet, for der var en brugt rede :-) og gravet et stks. vintervikke-plante op af grøngødningsstykket for at studere de kvælstofsamlende rodknolde. Det er jo en bælgplante, så det var opgaverelevant.

I vindueskarmen spirer artiskokkerne frem.

 

 

 

27. februar

Gartnerinden var lige omkring spirehaven. Solen var kommet frem og der var rigtig forårsvarme i dens stråler :-) Små bellis har sat blomster hist og her, og den nye prydgræs, som er forårsblomstrende, er ved at sætte sine sorte aks. Der er meget oprydningsarbejde, der venter – gartnerinden fik næsten lyst til at gå i gang… men så kom der skyer, vinden tog lidt mere ved og vanterne måtte findes frem; brrr, så er det stadig køligt og jorden er alligevel for våd. Solen igennem igen, dejligt… og fuglene er i hvert fald forårskåde, kan man høre.

Indenfor i vindueskarmen er det lykkedes at få én kæmpeverbena til at spire. Den er nu forsigtigt priklet over i en hjemmedrejet økopotte.

 

 

 

23. februar

Sneen er helt væk igen, solen skinner og gartnerinden synes det er meget sjovere at forårs-sysle end at skrive projektopgave…

Der er lavet såpotter af miljøpapir og sået tre slags artiskokker, en tur i havecenter resulterede i en vandopsamlingsbeholder til spirehaven og der skal køres visne planter væk fra den lille have. I vindueskarmen i udestuen har de små rucolaplanter overlevet vinteren og begynder nu at vokse sig større :-)

Hvidløgsspirerne er på vej – altså dem i vindueskarmen. I haven er de ikke at se endnu under bladdækket.

 

 

 

21. februar

Gartnerinden var i den frosne spirehave for at fylde på komposten og inspicere. Der blev taget en beslutning vedr. bærhaven: blommetræet, som ikke har det så godt pga. monilia og lav, skal fældes og det samme gælder de to ribsbuske og den røde stikkelsbær, som ikke har det så godt i den våde jord. Så kan en stor del af bedet blive dækket med plastik for at få bugt med ukrudtet. Solbærbusken og kirsebærtræet ser sunde ud og får lov at stå.

Inde i varmen arbejdes der med det afsluttende projekt om grøngødning. Udenfor vælter sneen ned…

 

 

 

Tid til grønne spirer midt i vinterkulden – gartnerinden har sat små gule rødbeder gemt fra sidste sæson i en potte i køkkenvinduet og også hvidløgstopløgene er sat til spiring. I højbedet kigger purløg frem.

Gartnerinden skal også snart i gang med de første forspiringer – i år kan de jo komme tidligere udenfor, i drivbænken. Som sædvanlig artiskok og ærteblomster, og der skal prøves sommerblomsten kæmpeverbena.

Til sit økologi-projekt har gartnerinden besluttet at holde et foredrag om sin egen have: fra pysse-nysse-have til øko-have.

 

 

 

28. januar

Så er drivbænken ankommet med pakkeposten - et minivæksthus til den lille have, så de vindues-karmsforspirede planter kan få en mellemstation inden de skal plantes ud i spirehaven.

Og den lille have skal blive til en krukkehave. Der skal kun være dyrket jord i krydderurtehøjbedet og i hjørnet ved siden af, hvor der står julerose og vinteradonis. Gartnerinden glæder sig.

I skolen er der nu timer i et yndlingsfag: Anvendt Økologi, som også skal afsluttes med et projekt eller en udstilling.

Det spirer her og der i udestuen – sukkertopgranen og citronverbena.

 

 

 

21. januar

Endelig solskin – gartnerinden havde tidligt fri og gik i spirehaven med en fyldt pose til komposten. Der var altså en lille bitte smule ”forår” i solens stråler, så gartnerinden fik ordnet aspargesbedet: fjernet visne grene, luget, dækket med blade og med resten af den færdige kompost fra beholder 1 samt kalk. Jorden var dejlig nem og smuldrende :-)

I artiskokbedet har den største visne lilla type sat nye skud fra roden – overlever de hele vinteren får den lov at stå. Rabarberen er forårskåd og fik grandække.

I skolen læres der om nåletræer – 38 arter skal kunne genkendes.

 

 

 

19. januar

Gartnerinden har nu lavet en havetegning på computeren, som er blevet forelagt den bestilte havemand til renoveringen af den lille have. Det indebærer bl.a. mere belægning og anskaffelse af en mistbænk.

I vindueskarmen er der sat gang i spireprøver for at tjekke de ældre frøposer.

Ude i den lille have er vinteradonis ved at bryde frem.

Spirehavens sidste knoldsellerier har klaret sig gennem frostperioden og vokset sig store :-)

 

 

 

13. januar

Det er koldt og blæsende derude, så gartnerinden planlægger årets have inden døre i varmen: det er tid til igen at dyrke bladbeder, så en frøpose er bestilt og så skal der prøves at så kæmpeverbena, gartnerindens nye yndlingsblomst. Hos Den Økologiske Have er der lagt bestilling ind på læggekartofler: Sofia (tidlig), Ditta (salatkartoffel) og Æggeblomme.

På gartnerskolen er sidste hovedforløb startet og gartnerinden er så småt gået i gang med sit afsluttende projekt: grøngødning i den private have.

Årets kuvert med frøposer fra Camilla Plum er kommet.

 

 

 

6. januar

Sne og frost i spirehaven – gartnerinden var forbi for at tjekke sine sidste knoldselleri og det så ud til at de klarer sig under fiberdugen. Et kom med tilbage i kurven.

Men foråret kommer jo… så gartnerinden har bestilt de første frøposer - hos Camilla Plum, bl.a. en ny slags artiskok, bønner og grøngødning.

Der er stadig en god beholdning af løg og kartofler, og hvidløgstopløgene venter på at komme i en potte jord, så der er grønt drys til maden.

 

 

 

2. januar

Godt nytår fra Gartnerinden.

Spirehaven er frosty, så der er ikke så meget at melde. Men gartnerinden glæder sig til den nye sæson.

Bryllupsrosen i den lille have har sat en ferskengul blomst midt i vinterkulden!