Gartnerindens dagbog

                     2008

                                                                                                                                                                                Til forsiden

 

Seneste nyhedsbrev

 

 

 

 

19. december

På gartnerindens fridag kom vintersolen endelig frem og i det flotte lys gik gartnerinden så i haven for at inspicere – med en lille pose grøntsagsrester til mikrolivet i kompostbeholderen.

De sidste knoldselleri fik yderligere vinterdække og til aftenens menu høstede gartnerinden de første blade af den rødbrogede grønkål.

Den gamle ”franske” bænk har fået rustsvampe…

I den lille have har julerosen sat en knop.

 

 

 

16. december

Gartnerinden var til juleudstilling i Fulden – og fandt en flettet kurv til at hente afskårne blomster med; noget hun længe havde kigget efter. Den var oven i købet både rustik og asymmetrisk med kroget hank :-)

Spirehaven må klare sig selv i det bidende kolde blæsende vejr.

”Årets fotoserie” til billedmappen er fra artiskokbedet – flotte billeder taget med det lille mobile kamara.

 

 

 

2. december

Gartnerinden var i haven en frosty søndag morgen – der er dog stadig nogle enkelte små artiskokker på vej, selvom bedet er ramt af kulden :-) Gærdesmutten var nysgerrig og fløj ind i haveskuret.

Hjemme kom de tørrede dahliaknolde endelig i kælderen, i et lag fugtig spagnum.

I havecentret er det ind i mellem dekorationerne også tid til vintersyslerne udendørs, bl.a. lugning, oprydning og indsamling/sortering af planteskilte. Så må pandebåndet og de forede arbejdshandsker findes frem.

 

 

 

29. november

I havecentret høster gartnerinden mange roser for sine juledekorationer og –kranse, også fra kunderne. Hun er nu blevet ”områdeansvarlig” for den del af juleudstillingen som hedder Ny Nordisk - den lyse, afdæmpede stil som minder om den franske :-)

Hjemme bliver der pyntet op i samme stil, bl.a. med silkefyr og eukalyptusgrene.

Spirehaven… hmm, gartnerinden har ikke været der længe og der er sikkert noget der trænger til at blive gjort.

Til næste års køkkenhave er der spottet en speciel slags squashfrø, hvor planten kun sætter blomster. På en grå regnvejrsdag, hvor det ikke rigtig bliver lyst kan man godt drømme om en varm sommerdag og sprødstegte courgetteblomster…

 

 

 

24. november

Gartnerinden har sat gang i vinterhyggen – hun har selv kreeret en dekoration med bl.a. husløg og en vindheks i afdæmpede ”franske” farver, som står ved siden af fordørslanternen. Det lyser op i de mørke timer :-)

I havecentret er der gang i julehyggen – der produceres dekorationer, kalenderlys og der hænger bestillinger på adventskranse. Gartnerinden har sat kristtjørn i rigtig mange kranse til kirkerne i omegnen. Og man hygger sig – der er enighed om jazzy christmas på CD-afspilleren :-)

 

 

 

18. november

Gartnerinden fortsætter med at bladdække spirehavens bede – der er fragtet grangrene hjem fra Ørting til formålet. Hele frugtlunden er blevet luget/dækket og her har gartnerinden sat en blåaks, en lav stedsegrøn prydgræs :-) som blomstrer i foråret.

I havecentret samler gartnerinden ting og sager sammen, som skal fragtes hjem til adventshygge (mens der er bil): mos, flotte grene, bånd, en rustik skjuler til en lille sukkertopgran og stearinlys.

I udestuen blomstrer rosmarinen flittigt og den røde lampepudsergræs sætter nye aks nu da den er kommet ind i varmen.

 

 

 

6. november

I havecentret er gartnerinden i gang med at sætte sig ind i diverse dekorationer og kranse, som skal laves i forbindelse med julesalget. Der er tre temaer: skandinavisk (rødt/nisser), ny nordisk (hvidt/ enkelt) og boheme (brunt/guld). Ind i mellem har der dog også været tid til at luge under alle staudebordene…

Egen have ser gartnerinden ikke i hverdagene – så skal pandelampen i hvert fald findes frem.

Et stks. nyt inventar til efterårsarbejdet er på vej: ”ekstra hænder” – en bladopsamler af plastik.

Den ene rødkål er høstet – flot og ikke rørt af skadedyr :-)

 

 

 

3. november

Speedy ruller af sted igen.

I haven har gartnerinden fået luget omkring de nysatte bunddækkejordbær i frugtlunden.

Der er plantet lidt forårsblomstrende løg nær haveskuret – vibeæg og fyldt vintergæk.

Frosten har taget Dahlia-bedet – knoldene ligger til nu til tørre og bedet har fået bladdække.

Limeplanten er blevet klippet helt ned for at prøve at blive fri for skjoldlusene.

I udestuens varme er rosmarinen ved at sætte blomster.

 

 

 

31. oktober

Gartnerinden arbejder videre med vinterforberedelserne. En solskinseftermiddag i den lille have: blå salvie, rød lampepudsergræs, chokoladecosmos og rosmarin blev trimmet og krukkerne sat ind til overvintring i udestuen, og udvalgte potter på terrassen fik fiberdugsposer som dække.

I køkkenet står et udsprunget artiskokhoved og lyser op med skarpt lyslilla støvdragere.

I velværelset pynter aks af lampepudsergræs.

Høst til årets græskaraften: Hokkaido, knoldselleri og den sidste lime.

2. skoleforløb er slut – mandag morgen kører Speedy til Ørting.

 

 

 

25. oktober

Nattefrosten er i sigte, så gartnerinden er i gang med at planlægge vinterbeskyttelse: chokolade-blomsten og rosmarinen skal inden døre, dahliabedet skal nydes så længe det varer, knoldsellerier og rødbeder skal have bladdække og der skal også passes på de to flotte rødkål.

Det er også tid til at få blandet kompostbunken og fjernet de gamle jordbærbede. Og så er årets hestemøgsbjerg ankommet.

Det er ved at være slut med blåbær på terrassen – til gengæld er der små tyttebær :-) Og den nyspirede rucolasalat i altankassen er kommet ind i udestuens varme.

Sidste opgave på skolen: handelsprojekt om prydgræsser.

 

 

 

17. oktober

Gartnerinden var i  arbejdshaven – dejligt efterårsvejr. Først tre slags hvidløg i jorden: husets sort (fra gartnerskolen), Transsylvanian og Inchelium Red. Dernæst græskarhøst og væk med alt det grønne sammen med gamle squashplanter og humlen (hårdt arbejde, da den havde indtaget morgensolsbænken, flethegnet og klarterosen). I ly af humulus’en gemte sig den japanske kvæde, som ubemærket havde sat fire små frugter :-)

Der er stadig nye Dahlia, Rosa de Recht remonterer – igen, og ved skuret blomstrer ærteblomsten lystigt videre i efterårssolen. Gartnerinden huskede endelig at få fjernet diverse citronmelisser hist og her, inden de fik smidt for mange frø.

 

 

 

10. oktober

Gartnerinden var endelig i haven for at se til afgrøderne. Der blev høstet det første hokkaido-græskar og et par pastinakker. Der måtte dog graves langt hen i rækken, da der er en eller anden jordboende gnaver, som har taget godt for sig af retterne! Til gengæld ser det ud som om samme skadedyr nu har bevæget sig over i nabohaverne :-)

Der er en ny lille omgang gule hindbær, stadig bier i anis isop'en og Dahliaerne har overlevet de kolde nætter med at strejf af frostskade. De nysatte jordbær klarer sig godt. Og kompostbeholderen er fuld af mikroliv.

Hjemme har gartnerinden ryddet op i løgbeholdningen, da der var en del dårlige kepaløg på nederste nethylde.

 

 

 

24. september

Der er høstet en lille velduftende limefrugt – til en eftermiddagsdrink i den varme sensommersol :-) og gartnerinden har sået rucola i altankassen. I surbundskrukken er der ved at være tyttebær.

Tudseboet sat ind under brombærbusken i spirehaven.

Endnu en udstilling står klar på gartnerskolen – sammen med to andre har gartnerinden stillet an med flotte buketter af grøngødningsplanter på en udstillingsstand, som har til formål at sælge flere grøngødningsfrø til private haveejere.

Og så skal Speedy snart støves af – gartnerinden skal på weekendarbejde.

 

 

 

20. september

Så kom efteråret – gartnerinden var i morgenhaven for at hente en buket Dahlia til en klassekammerat og der var koldt og frost i græsset. Men Dahlia’erne stod heldigvis endnu.

Efter udstillingen på skolen er ørntvist-bungalow’en sat op ved krydderurtebedet i den lille have.

Havearbejdet: gartnerinden har endelig fået sat et nyt lille jordbærbed og der er kørt gamle solsikker væk. Bierne summer i broccoli’en, som er gået i blomst. Også høstasters blomstrer. En af artiskoksorterne er snart lige så høj som gartnerinden selv.

Der er lavet olie med de sidste basilikumblade.

 

 

 

15. september

Forleden da gartnerinden var ved at rykke rundt på bassinfolien i haven var der to overraskelser: for første gang er et lille firben spottet i haven – det blev forsigtigt flyttet over i en stenbunke – og der var ingen snegleæg at se og kun tre dræbersnegle, som måtte ordnes.

På skolen har gartnerinden med succes lavet sin udstilling om havens nyttedyr – der var ros til opsætningen med de små infoskilte og den ruminddeling, som blomster og planter gav med masser af ”gemmesteder” til smådyrene.

Fra spirehaven er der høstet to flotte knoldselleri.

 

 

 

14. september

Gartnerinden har været i haven for at inspicere og indsamle dyrenes bosteder i forbindelse med en udstilling på skolen om at tiltrække havens nyttedyr. Det viste sig, at der er blevet bygget et hvepsebo inde i sommerfuglehuset – OK med gartnerinden at arbejde sammen med hvepsene, de spiser nemlig sommerfuglelarver.

På terrassen er der sat forårsløg, narcisser, i en stor krukke.

Spirehaven: gartnerinden fik gjort en god indsats i det dejlige efterårsvejr – fjernet plastik i en del af brakhaven, udjævnet muldvarpebakker, sået grøngødning og dækket den resterende del af brakhaven af med plastik, så der kun er ét bed frit, til hvidløgene. Hårdt arbejde, men god motion :-)

 

 

 

7. september - 2

Nyt fra haven: der er mange store hindbær, præmiegulerødder (som ventet :-) og en ny omgang gul og grøn squash er på vej. Jordbærene remonterer og gartnerinden skulle have lavet nye bede, men der kom en omgang ondt i halsen i vejen… :-/ Grøngødningen er spiret godt frem.

På terrassen plukkes blåbær og der er blomster i rosmarinen og den opstammede rose. Kapersplanten sætter flittigt masser af nye blade efter beskæringen og vinterdække er på vej til den med pakkeposten. Der er også bestilt et tudsehus – måske bor der stadig en under haveskuret?

 

 

 

7. september

Gartnerinden er tilbage efter ekskursionen med gartnerskolen til Ammerland. Man fik besøgt mange forskellige planteskoler og havecentre, store som små og vejret var generelt fint. På hjemturen var bussen fyldt til bristepunktet med folks planter og andre indkøb – gartnerinden havde en mørkbladet lampepudsergræs, en rosa bunddækkejordbærplante og en citronverbena med i bagagen. Der blev også plads til lidt blomsterløg.

Og hjemme fik gartnerinden snart ”overstået” turens opgave – at skrive en rapport om havecentret Ostmann Blumen.

 

 

 

29. august

Fredag – dejlig arbejdseftermiddag i haverne i sensommersolen :-) selvom der nu er efterår i luften…

Gartnermedhjælperen fik gjort en indsats mod græsgangene i spirehaven – og plukket blommer.

Gartnerinden selv gik i den lille have for (endelig) at færdiggøre den manuelle hækklipning og der blev ryddet op på terrassen og kørt et trillebørlæs væk med gamle tomatplanter, afklip fra krudderurtebedet og andet grønt affald.

Og så i køkkenet for at bage en blommekage.

 

 

 

28. august

Der er meget vådt i gartnerinden have og græsset står meterhøjt. Muldvarpen hærger under plastikdækket, blommerne har monilia og der er spottet et par (dog kun et par) kæmpe dræbersnegle (suk…)

Men der er nu efterårshindbær og hokkaidogræskar. De to overlevende rødkål er ved at sætte hoveder. Grøngødningen spirer allerede og hele kartoffelhøsten er lagt på lager. Fra Økohaven har gartnerinden købt to nye slags sættehvidløg og en grøngødningsfrøblanding.

Hjemme knokles der med kemirapporten om jordens pH og kalktilstand.

 

 

 

23. august

Der er nye delikatesser klar i haverne: aubergine, artiskok, brombær og blåbær.

De første poser med årets kartofler ligger klar på kølelageret (svaleskabet).

Gartnerinden fik gjort en god indsats i spirehaven: der blev sået efterårs-rucola og grøngødnings-planter, luget i rødbederne, gravet de sidste kartofler op og fjernet sommerfuglelarver fra kålplanterne.

En håndfuld hindbær som eftermiddagssnack :-)

 

 

 

17. august

Gartnerinden er nu kommet i gang med sensommerens gøremål: lugning i stor stil. Først for var den nye frugtlund og blomsterne ved skuret, og ellers er det et bed af gangen (og foreløbig ”ignorerer” gartnerinden brakhaven, især bærhaven…)

Den vilde rucola sætter gule blomster – gartnerinden har gjort et bed klar til at så en ny omgang. Artiskok-marken står flot og der kan snart høstes de første hoveder.

Jordbærbedene vrimler med småfrøer; her skal der ”ryddes op” og laves nye bede.

På terrassen er der ved at være modne bøftomater.

 

 

 

14. august

Tid til at høste en rigtig delikatesse – husets første og eneste drueklase fra terrassen, sorten Himrod med muskatsmag :-) Gartnerinden opdagede at druerne var ved at begynde at sprække, da vi hun var i gang med 3. omgang af hånd-hækklipningen (for at øve sig).

Skolen har været på bustur til producentplantemarked i Nyborg – gartnerinden spottede en ny slags Dahlia, med sortrøde blade.

I naturfag skal der undersøges jordprøver for at lære at fastslå pH-værdien, så gartnerinden har været rundt i spirehaven med spaden for at fylde en lille pose.

 

 

 

9. august

I spirehaven har havekatten fundet frem til sin faste plads – på havebordet, hvor den ligger og daser, også når gartnerinden arbejder i bedene.

Lugningsarbejdet er gået i gang. Der er nok at tage fat på, men jorden er jo god :-) så det er nemt at trække ukrudtet op. Knoldsellerierne er blevet hyppet med noget af den sidste gode, hjemmelavede muld fra kompostbeholderen.

Der er 5-6 hokkaidogræskar, som er på vej til at modne; en masse grønne bønner og flotte sortrøde Scabiosa.

I udestuen følges udviklingen af de tre auberginer og de to limefrugter. Udenfor er der nok snart blåbær.

 

 

 

5. august

Efter regnen var gartnerinden i haven for at inspicere: buskbønnen ’Speedy’ var pludselig plukkeklar, så der måtte laves bønnesalat til aftensmaden; de sidste kartofler var pludselig ramt af skimmel, så de måtte klippes ned; og knoldsellerierne var så dækket af ukrudt, at der omgående måtte luges. Og resten af haven: ukrudtet har desværre overlevet tørken… (suk)

Men med tilbage i kurven var der også special-guf: et lille broccolihoved :-)

I skolen har handels-holdet været i gang med at rydde op i planteskolens udendørs butik.

 

 

 

4. august

Gartnerinden sluttede sit første praktikophold i Ørting af med selv at stå for at fylde et tomt hjørne af ”torvet” med planter og blomster, valgt i skrappe farver, bl.a. rød bakkenellike og Rosa de Recht.

Så tilbage på skolebænken, hvor der i klassen med handelsspecialet er 10 studerende, et tætpakket skema og masser at lære.

Hjemme er der igen lavet en god omgang pesto med den selvdyrkede basilikum. De små auberginer er hurtigt ved at blive plukkeklare efter at planten er kommet tilbage i udestuen :-)

 

 

 

28. juli

Hedebølgen fortsætter. Gartnerinden fik vandet en morgen inden det blev for varmt – ellers bliver der slappet af inden døre og under havesejlet.

Hele løghøsten er i hus – den bedste nogensinde. Der er artiskokker på vej og rodurterne står flot efter de fik en omgang gødning og vanding før ferien. Buskbønnen ’Speedy’ har sat hvide blomster og hokkaidogræskarplanten lægger an til at overtage en stor del af haven.

Svirrefluerne er her og det har hjulpet humleplanten, som nu er helt fri for lus.

Sæsonens ret med squashblomst: fyldt med marineret gedeost.

 

 

 

26. juli

Gartnerinden håber, at der nu er kommet gang i aubergineproduktionen – planten er sat ud på terrassen og en morgen blev en humlebi spottet i en af de mange lilla blomster.

I spirehaven er der kålhoveder på vej :-) i broccoli og blomkål, så der holdes øje med nærgående sommerfugle. Og der vandes i varmen. Alle tre slags lathyrus blomstrer.

I Ørting har gartnerinden trimmet stauderne (dvs. luge, klippe, gøde), der i blandt rækken med krydderurter – solskin, blomsterdufte og summende honningbier – ikke de værste arbejdsforhold.

 

 

 

19. juli

Nyt fra gartnerindens haver:

Spirehaven: den første store buket til udestuen – Dahlia, brombær, fennikel i blomst, stjerneskærm og sommerfuglebusk; dagens kurv: squash, røde stikkelsbær, stærkt duftende rucola, små rødbeder, ærter, gule gulerødder og de tre slags løg, alle store og flotte :-)

Krydderurtehaven: krusemynten blomstrer, der er stadig masser af purløg og basilikum, og tomater.

Vinterhaven: samlingen af sukkulenter er blevet udvidet. Skalotteløgshøsten ligger til tørring.

 

 

 

13. juli

Hjemkommet fra ferie inspicerede gartnerinden straks sine afgrøder:

Der er to limefrugter på vej til at vokse sig store.

De høstede hvidløg har sat topløg.

I spirehaven var der høst af squash, gulerødder og et stort flot løg – og gartnerinden nød de første bælgede ærter.

Flotte Dahlia, ærteblomster ved at springe ud og snart solsikker.

Muldvarpen graver stadig have :-/

Nye urter hjembragt fra en altanterrasse i Schweiz: gul minitomat og rosa skovjordbær.

 

 

 

23. juni

Høst til en god sommersalat: de første store tomater, rødbedeblade, små salatkartofler Linzer og ærteskud.

En ny omgang spinat er sået.

”Vor ven” muldvarpen er ved at grave brakhaven for gartnerinden, men den får plastikken til at bule op. Forhåbentlig er den på vej ind til naboen ;-)

Der er alt for mange jordbær…

Den første Dahlia er ved at springe ud – mørkerød.

Aubergineplanten smider desværre sine blomster.

 

 

 

21. juni

Garnerinden var i haven for at høste jordbær til gæstemenuen. Der var to nye smagsprøver: de første gule hindbær og et blad vild rucola, som var rigtig skarp i smagen :-)

Nyt fra krydderurtehaven: blåbærbusken har sat sine frugter, lavendel er på vej i blomst og der høstes masser af dild.

Morgenhaven: gartnerinden gravede hjulkrone op til en kollega og med tilbage var også de første, flotte nye kartofler :-)

Og gartnerinden kunne ikke dy sig – med hjem fra arbejde er fragtet rødkålsplanter og en lille kapersplante.

 

 

 

17. juni

Gartnerindens krydderurtebed står flot og der høstes grønt drys til både madpakke og aftensmad. Portulak’en er nu blevet prøvesmagt – saftige blade med en frisk ærtesmag.

Fra havecentret har Speedy hjembragt den sidste bakke blomkålsplanter – gartnerinden har sat dem i det ledige spinatbed, blandt selvsåede solsikker.

Der hentes vand til de små planter i pytterne i det sorte bassinfolie – hvor små sorte haletudser svømmer rundt.

 

 

 

15. juni

Årets sidste spireprojekt: der er sået ærter i spirekassen i udestuen – til ærteskud som en slags krydderurt.

Endelig kom der regnbyger til haven, så tiden kan bruges på at luge i stedet for at vande.

Sidste års hvidløgshøst kunne ikke holde sig længere, så det første nye hvidløg er gravet op :-)

Morgenhaven: gartnerinden fik dækket de sene kartofler med de sidste halmrester fra fællesbunken og det første spinatbed blev fjernet og luget.

Man forsøger sig endnu en gang med en vinplante – denne gang kommer den i en potte udendørs.

 

 

 

 

12. juni

Morgenhaven:

Gartnerinden kom over til en nyudsprungen Rosa de Recht og den første bønnespire. Og så var der spor af en jordbærtyv, som havde sat en gammel bænk med sorte ”franske” gesvejsninger og ”det chikke slidte look” ved haveskuret… (og det var ikke gartnermedhjælperen, der havde været på spil).

Hele haven fik en omgang vand og gartnerinden plukkede igen Dybdahl-jordbær. Det nyplantede græskar havde overlevet blæsevejret.

I havecentret er der Provence-stemning på ”Torvet”, som er fyldt med blomstrende lavendelplanter.

 

 

 

11. juni

Morgenhaven:

Gartnerinden præcisionsvander de små grøntsagsspirer (dvs. ukrudtet får ingenting). Der er udplantet græskar ’delicata’, så nu er alt i jorden. Langt om længe er der mariehøns i gang med at gnaske i humlen, som har lus og den store pastinakplante, som er ved at sætte blomster, klarer sig selvom den også er angrebet.

I udestuen har gartnerinden hjembragt en bøftomat, som skal vokse lidt til inden den kommer ud på terrassen. Den første blommetomat er høstet.

 

 

 

8. juni

Lige nu i haven:

Jordbærtid, hylden blomstrer, valnøddetræet har sat små grønne frugter :-), Rosa de Recht springer snart ud (gartnerinden glæder sig at dufte til den), der er masser af bier og ingen snegle at se, minisyrén’en dufter og hjemme på terrassen sætter de to tomater de første grønne ”blommer”.

Gartnerinden har fået gødet og dækket artiskokbedet, sået buskbønnen ’Speedy’ og luget i staudebedet.

Et stort fad basilikum er blevet høstet – til hjemmelavet pesto.

 

 

 

5. juni

Grundlovsdag i haven:

Morgenstund - vande kartofler, jordbær, løg; luge og dække jordbær med net; luge og vande ærter, hakke ukrudt i de sene kartofler, vande små rodfrugtsspirer, holde styr på humlen og dufte til den flotte, fyldte ferskenfarvede rose :-)

Eftermiddagsstund - en ven af huset iført en motorsav fjernede fire store rødelletræer i det levende hegn. Gartnerinden slæbte grene væk… og derefter sig selv hjem.

I udestuen blomstrer auberginen.

 

 

 

3. juni

Sommervejret fortsætter – i de varme timer midt på (fri)dagen slapper gartnerinden af i den lille have under sit nye havesejl.

Der arbejdes i morgen- eller aftenhaven. Den første Dahlia er ved at sætte knopper og alle artiskokker/kardon’er har overlevet at blive plantet ud i det varme vejr :-) Der er små spirer af grønkål og rosenkål (de røde sorter) og under fiberdugen er der god fart på ærteplanterne. På kompostbunken sætter squashplanterne blomster. Brakhaven er blevet dækket af med sort bassinfolie.

Gartnermedhjælperen har også taget sin tørn med vandkanden.

 

 

 

31. maj

Fridag i haven:

Gartnerinden fik sat gul og grøn squashplante på den gamle kompostbunke; plantet hokkaido-græskar og broccoli; luget i de små kålplanter; vandet dahlia, artiskokker og rodfrugtsspirer, klippet humlen og lagt plastik på en lille del af brakhaven. Og så var der igen en god håndfuld grønne asparges.

Det spirer i potterne med græskar ’delicata’.

Og gartnerinden hjembragte en de store tomatplanter, hun selv har puslet om i Orangeriet – så der er snart blommetomater.

 

 

 

28. maj

Gartnerinden var i morgenhaven efter det hårdt tiltrængte regnvejr. Der er nu gang i næsten alle de små rodfrugtsspirer og med tilbage var endnu en håndfuld asparges til madpakken.

Der var bil på arbejde, så den blev ”fyldt op” med gode sager, bl.a. lidt broccoliplanter og en god stor rulle bassinfolie til brakhaven. Og så en gave til husbonden på bryllupsdagen: et limetræ, så man kan høste sine egne limefrugter til gin & tonic ;-)

I den lille have er bryllupsrosen kommet sig over luseangrebet - de første to roser er sprunget ud :-)

En fridag venter – i haven.

 

 

 

25. maj

Lørdag i spirehaven:

Lugning, gødning, vanding og dække med fiberdug af ærtespirerne (duen lurer i buskadset…); såning af gartnerindens egne skorzonnerrodsfrø; udplantning af seks knoldselleri (dem måtte gartnerinden lige ha’); omkuldhakning af alt ukrudt i det tidlige kartoffelbed; forspiring af græskar ’Delicata’; dække af kartoffelbedet, aftenvanding (inkl. et myggestik :-/

Havrerod står med flotte lyslilla blomster.

Søndag i spirehaven:

Prikling af agurkespirer; møglæs; dække af Dahlia-bedet; lugning i rødløgene; svingning af hakkejernet.

Rosa de Recht er ved at sætte knopper.

 

 

 

23. maj

Gartnerinden vifter med det hvide flag og har besluttet at redde, hvad reddes kan, dvs. det meste af ”mælkebøtte-brakhaven” må dækkes af med plastik i år, så der er tid til at passe de ting, der er i jorden. Med det gode vejr bruges tiden nemlig mest på vanding.

Der arbejdes stadig i morgenhaven – når gartnerinden er rigtig frisk, før kl. 6. Løgbedet er blevet luget, gødet, vandet og halmdækket, og der er hentet nye læs fra møgbunken.

I udestuen spirer den hvide agurk og gartnerinden har besluttet at forsøge sig med en netmelon hjembragt fra havecentret. Auberginen er ved at sætte blomst.

Og så en fri-weekend :-) På vej hjem på Speedy var der sommerdufte i luften: syrén og grill.

 

 

 

20. maj

Gartnerinden har igen gang i et par spirepotter for at prøve at avle frø af en hvid agurk – Cucumber White Wonder, som hun fik foræret i havecentret, hvor der en dag var besøg af en ven af huset, en entusiastisk frøsamler fra Mauritius.

I spirehaven er havrerod ved at sætte lilla blomster, de små hvide ranunkler blomstrer under valnøddetræet og den selvsåede purløg springer snart i blomst. Grønkålene har stået flot med gule blomster, men er nu kørt på affaldspladsen. Gartnerinden er i gang med hakkejernet for at holde ukrudtet nede.

Der høstes grønne asparges og snart små spinatblade.

 

 

 

16. maj

Gartnerinden slæber mange vandkander til udestuen og terrassen – men Speedy fragter også en del varer hjem:

Onsdag: chokoladeduftende Cosmos og grøn squash

Torsdag: aubergineplante og lerpotte

Fredag: en stor potte kruspersille

Gartnerinden var ret glad, da hun en eftermiddag havde en kunde, hvor hun helt på egen hånd kunne svare uddybende på alle tre spørgsmål, bl.a. et lille ”foredrag” om porrens livscyklus ;-)

Og i havecentret har gartnerinden igen stået for en udstilling: vandplanter og tilbehør til havedammen.

 

 

 

13. maj

Det spirer i potterne med dild og portulak.

På terrassen springer Rosa Rugosa snart ud.

Gartnerinden kæmper en kamp mod mælkebøttefrøstande, kvikgræs og lus i roserne :-/

Til gengæld er der ikke mange snegle at se, så alle Dahlia-planterne står i fred :-)

Morgenhaven: såning af de tre slags rødbeder, blandede gulerødder, pastinak og rucola. Vanding af jordbær og spinat.

Ny krydderurt i udestuen: appelsin-salvie.

 

 

 

10. maj

Gartnerinden nyder at køre på arbejde på Speedy i det flotte sommervejr – rapsmarkerne dufter og bøgen er lysegrøn i den lille skov syd for Odder. Der bringes stadig planter hjem i Speedy’s to bagagerum: gul squash, krusemynte og tomat Romalina.

Og der arbejdes i morgenhaven. Grønkålen er gået i blomst og gartnerinden kan ikke følge med aspargesbedet i varmen.

Pinse i havecentret: gartnerinden er blevet ”områdeansvarlig” for Orangeriet – opfyldning af sommerblomster, potteplanter og drivhusplanter, vanding mv.

 

 

 

7. maj

(… fortsat)

Fjerne ukrudt

Udplante forspirede sommer- og ærteblomster

Så tre slags rødbeder

Så pastinakker

Fjerne mere ukrudt

Så Scabiosa (enkeblomst)

Sætte de sene kartofler – Sieglinde og Exquisa

- og når man arbejder i morgenhaven, er der friske asparges til madpakken :-)

 

 

 

4. maj

Gartnerinden har udvidet ”vognparken”: et stk. mørtelbør, så man har egen trillebør og en ny effektiv (dvs. ikke-plastik) vandkande.

Kryddderurtebedet er også blevet udvidet – med bronzefennikel og fransk syre, købt på lørdagsmarkedet.

I haven går det fremad – vejret er med gartnerinden, sol og vindstille dage så langt øjet rækker.

Den første indendørs-kartoffel, Solist, er høstet: ét stk på størrelse med en stor ært (gartnerinden havde dog indkøbt små nye danske på markedet til menuen, just in case).

 

 

 

3. maj

Gartnerindens to-do-liste:

Sætte rødløg

Så ærter og dække med fiberdug

Så anden omgang spinat

Jordforbedre gulerodsbedet

Dække af med træflis ved skuret

Udplante artiskokkerne

Få Dahliaknoldene i jorden

Holde øje med sneglene

Mælkebøtter (suk)

Kalke

Svinge plæneklipperen

Så dild og portulak

Potte San Marsana-tomaten op

Gøre plads i udestuen til den nye store pelargonie i hånddrejet potte

- fortsættes…

 

 

 

30. april

Selvom gartnerinden allerede har nok at se til i have og –stue, så var Speedy læsset til bristepunktet med ting fra havecentret, da gartnerinden kørte hjem på Kristi Himmelfarts-ferie – bl.a. en lille buttet terra cotta krukke og tre stk. japansk myrte med små rødviolette blomster. Dagen var gået med at sætte planter op i ”orangeriet”, der bugner med sommerblomster og udplantningsplanter. I posten hjemme var der en pakke fra et antikvariat – gartnerinden havde bestilt en bog om stueplanter; der har hun (også) meget at lære.

Den lange liste med arbejdsopgaver i spirehaven i mini-ferien ligger og venter på gartnerindens bord…

 

 

 

28. april

Efter en dag med sommertemperatur gik gartnerinden i haven for at høste de første grønne asparges. Kirsebær- og blommetræ blomstrer, frugttræerne er ved at springe ud, rabarberen er ustyrlig, humlen er endnu mere ustyrlig og mælkebøtterne…

Med tilbage i kurven var også grønkålsskud til madpakken.

Hjemme i udestuen er artiskokkerne ved at vokse sig for store til potterne og alle Dahlia’erne sætter grønne blade. Også ærteblomsterne er snart til klar til udplantning.

I havecentret tilbringer gartnerinden mange timer med vandslangen i det tørre vejr.

 

 

 

24. april

I havecentret har gartnerinden samlet planter sammen til sig selv, for efterfølgende at fragte dem hjem en dag med bil. Flere krydderurter til højbedet: purløg, spansk kørvel, fennikel og estragon - og til indendørs dyrkning i en gammel altankasse, basilikum.

Desuden et nyt tiltag for ”the gourmet gardener”: en lille blåbærbusk og bunddække af tyttebær, som er sat sammen i surbundsjord i stor krukke på terrassen :-)

Gartnerinden udnytter det gode vejr – og en fridag - til havearbejde.

Aspargesskudene er på vej op.

 

 

 

21. april

Gartnerinden har travlt i forårshaven: der fjernes vinterdække fra bedene, så de solrige dage kan varme jorden; aspargesbedet (og de er på vej :-) har fået et lag hjemmelavet muld; der er sået en række rucola; kepaløg og skalotteløg (det lykkedes at finde nogle!) er i jorden og Hamlet-kartoflerne er også lagt.

Gartnerinden har mange store regnorme i sine bede, men hun ”fodrer” dem jo også godt. Jorden er sine steder så god, at kvikgræs kan trækkes op!

I højbedet er der nedlagt en trædesten og de første krydderurter er i jorden – gartnerinden hentede vintersar fra spirehaven og fandt to slags timian, mynte, laurbær og rosmarin i et havecenter.

 

 

 

18. april

I havecentret fik gartnerinden til opgave at lave årets udstilling af jordbærplanter – 10 forskellige sorter blev sat op på og i gamle trææblekasser. Det begynder også at gå fremad for gartnerinden med kundebetjeningen – hun kunne f.eks. helt selv klare en kunde, som skulle have flere forskellige slags planter ;-)

Hjemme i spirehaven er der lukket op for den første omgang hjemmelavede kompost – bl.a. har hvidløgsbedet fået et godt nærende lag. Og gartnermedhjælperen har savet de to gamle æbletræer omkuld.

I udestuen spirer det i alle de forskellige spirekasser/-krukker: brøndkarse, kål, sommerblomster, kørvel og Dahlia.

 

 

 

13. april

Arbejdsweekend i haven.

Lørdag: luge i den lille have, reetablere vinteradonis’en, hakke græskanter af, fjerne gamle roser og sætte en lille selvsået timian i det nye krydderurtebed. Desuden forspiring af dahlia-knoldene i en kasse jord i udestuen. Anlægge et nyt indgangsparti til haveskuret, plante en botanisk tulipan fundet på lørdagsmarkedet og luge i aspargesbedet. Dernæst afslapning hjemme med et køligt glas Sauvignon Blanc :-)

Søndag: så brøndkarse i indendørs ”vandbeholder”, forspire kål og blomster i mini-drivhus, slå græsset, plante stauder i spirehaven og sætte sommerfuglebusken ved haveskuret - hvor den vil dufte sammen med Rosa de Recht og ærteblomster. Strø sneglegift, tømme sneglefælder, køre granvinterdække bort, høste de sidste knoldselleri og … nej, ikke flere gøremål – gartnerinden var træt.

 

 

 

11. april

Gartnerinden har holdt fødselsdag og fået bl.a. gode havegaver: endnu en spændende havebog til hylden, en bog på engelsk om ”gartnerindernes” historie og en kirsebær-pude til de ømme muskler. Desuden blev fundamentet lagt til den nye krydderurtehave.

Og da gartnerinden efter sin fødselsdagsfridag mødte på arbejde i Ørting, lå der gaver fra kollegerne: en tyk bog med danske/botaniske plantenavne og en ordliste rekvireret fra gartnerskolen.

Og nu har gartnerinden så fri-weekend :-) Der venter mange opgaver i den lille have og spirehaven.

 

 

 

6. april

Gartnerinden har haft ting med hjem fra havecentret: vibeæg til den lille have, en mørk studenternellike til staudebedet, en ny sommerfuglebusk, en vinplante til udestuen og en gammel altankasse til at plante basilikum i. Det er også snart tid til at indvi det nye minidrivhus – der skal sås sommerblomster og kål.

I udestuen spirer kørvel og de ompottede artiskokker sætter første hold blade. Kartoffelpotterne er blevet hyppet og resten af de tidlige spirekartofler venter bare på at komme i jorden.

Udenfor er pæonernes røde skud fremme.

 

 

 

5. april

Weekend og endelig tid til at komme i haven :-) Gartnerinden hankede op i posen med grønt til komposten og de nyindkøbte stauder.

De første frø kom i jorden - tidlig spinat, det ene staudebed blev luget og gartnerinden måtte også i gang i jordbærbedene, hvor der blev fjernet selvsået citronmelisse :-/ og mælkebøtter på spring.

Sneglefælderne blev tømt og gartnerinden var også rundt efter dem med saksen… hun er nemlig ikke glad for at nogen spiser af hendes anis isop!

Et af pæretræerne er ved at springe ud.

 

 

 

1. april

I havecentret har gartnerinden udset sig nye stauder til sine blomsterbede. De bliver fragtet hjem i flere omgange i Speedy´s bagagerum, foreløbig en flot mørk akeleje og en hvid ranunkel.

Dahlia-samlingen er også blevet udvidet betragteligt – 7 nye farver :-)

Desuden har gartnerinden læst et sted, at havrerod sætter flotte blomster, så resterne fra sidste år får lov at blive i jorden. Og der ser også ud til at komme blomster i kæmpe-pastinakken.

Og fra frøstadiet vil gartnerinden i år prøve mørkerød Scabiosa og tobaksplante.

 

 

 

29. marts

Gartnerinden er allerede i gang med at prikle artiskokkerne om til større potter.

Der har også været gang i oppotningsarbejdet i havecentret – efter en hel dag med at hente muld og sætte diverse opstammede træer og frugttræer (store!) i nye potter, var gartnerinden godt brugt.

Den første arbejdseftermiddag i haven: der blev ryddet vinterdække i det tidlige kartoffelbed og dækket af med gennemsigtig plastik, gjort klar til den første omgang spinat, fjernet grangrene i hele haven, klippet visne stauder, ordnet brombærbuskads og plantet den nye gule hindbær, som er godt i gang efter nogle dage i udestuen.

 

 

 

27. marts

Mens sneen lå tykt, lagde gartnerinden haveplaner:

Ud over hovedprojektet - den ny krydderurtehave – skal der afprøves adskillige/nye kartoffelsorter, en gul hindbær Fallgold, haveportulak, rød grønkål, lavtvoksende ærter og bønner, og gerne spændende tomatsorter, alt efter hvad der kan skaffes hjem.

Årets dahliabed skal anlægges ved morgensolsbænken.

Der er længe til… foreløbigt er der spirer i kartoffelpotterne og sommerkatalog fra Isabellas.

 

 

 

25. marts

Brrr… vinteren kom sent. Gartnerinden har været i haven for at dække yderligere af for frosten. De sidste rødbeder blev høstet og fiberdugen samt grangrenene bugseret over på bedet med hvidløg, som er godt på vej. Også den nye rose ved skuret fik beskyttende grandække. I læ af Discovery-æbletræet blomstrer martsviolen (Viola odorata).

Der er små snegle hist og her – så forhåbentlig er kulden godt for noget.

Nyt på driv-bænken: kørvel.

 

 

 

22. marts

Gartnerindens artiskokker spirer :-)

Høst til påskefrokosten: rødbeder!, lyse grønkålsblade, lilla rosenkål og de første små rabarber-stængler. Og fra driv-bænken i udestuen: spæde rødbedeblade og hvidløgsspirer.

Men vinteren kom tilbage så det bliver ikke til påskesysler i haven. Gartnerinden holder sig inden døre med haveplanerne.

Der er noget der rører på sig i krukkerne med de tidlige kartofler.

 

 

 

16. marts

Forårspuslerier: gartnerinden ryddede op med hård hånd i udestuen og smed alle ”slidte” planter ud, også for at gøre plads til spirepotter. Der er indkøbt store mængder jord, bl.a. til højbedet og til et eksemplar af hver af de meget tidlige kartofler, som skal sættes i potter på plantebænken.

I spirehaven fik gartnerinden klippet humlen ned og fjernet det meste af det faldefærdige hegn, men det var for vådt til at gå i gang med mere. Sommerfuglebusken klarede ikke vinteren :-(

Men foråret er på vej – den første solbærknop er ved at åbne sig og gartnerinden gned den forsigtigt for at få den dejlige duft af sommer :-)

 

 

 

15. marts

Gartnerinden er glad for sit nye arbejde. Hun har nu sat alle stauderne frem, klippet og luget dem, isat manglende skilte og båret en ny sending ud på bordene, som nu er helt fyldt op. Så mangler hun bare at lære alle navnene – stauderne står alfabetisk efter botanisk navn (og der er mange…) Salgsdrivhuset er blevet fyldt op med en sending citrustræer - gartnerinden var med til at lave et flot ”orangeri”.

Og på den første forårslørdag fik gartnerinden så lov til at stå ved kassen. Det gik godt :-) På vejen hjem i det gode vejr kørte Speedy over Synnedrup og over i haven, hvor der var kommet et nyt tag på haveskuret. Rabarberen er snart plukkeklar.

 

 

 

8. marts

Så er de første frø i jorden – i potter i udestuen. Tre slags artiskokker og kardon.

Gartnerinden har taget de beskyttende fiberdugposer af figentræet. Det ser ud til at have klaret vinteren på terrassen.

Påskeliljerne i den lille have blomstrer – store og små.

I havecentret har gartnerinden trimmet stauder det meste af ugen og lært mange nye navne – også de botaniske.

På vej hjem på Speedy en dag spottede gartnerinden en klat hvide anemoner i en skovbund ved Odder :-)

 

 

 

3. marts

Gartnerinden har, som planlagt, bestilt en pose mixede gulerodsfrø for at prøve de forskellige sorter og farver.

Med varsel om frostnætter er der dækket urter i spirehaven – estragon og fransk syre har overlevet vinteren, purløgene og rabarber er godt på vej og akelejen er også forårskåd. Alle fik beskyttende grangrene. Desværre spottede gartnerinden de første små dræbersnegle under plastikdækket.

Og gartnerinden er startet i Ørting Havecenter. Hun fik til opgave at sætte alle stauderne frem udenfor og rengøre hylder med varer inde i butikken. Speedy stod i læ oppe i drivhuset.

Gartnerinden har allerede kig på den palle laurbærtræer, som står inde i butikken - den hjemme i udestuen skal nemlig udskiftes...

 

 

 

2. marts

Flere frøposer er kommet til huse, fra Den Økologiske Have: pastinak, vild rucola og to slags spinat.

Og gartnerinden har været en tur i havecenteret efter såjord og læggekartofler: Hamlet og Sieglinde – som sædvanligt – og tre andre sorter i små portioner: Solist, Linzer og Exquisa.

Der lægges planer for krydderurtehaven – roserne vil blive flyttet over i spirehaven. Og der er ved at blive gjort klar ved plantebordet i udestuen – snart skal der sås artiskokker.

Solen skinner udenfor, men det er koldt og blæsende.

 

 

 

25. februar

Første forårssyssel i haven: klippe kaprifolien ned.

Fuglehuset er kommet op at hænge på et af rødelletræerne.

Rabarberen har foldet det første lille blad ud.

Der kan i år høstes knassprøde knoldselleri pga. den milde vinter.

Den sidste uge på skolen er gartnerinden tilbage i planteskolen. Dagens opgaver: høste julesalat i mørkekammer, potte roser og gå i marken i det gode vejr og klippe podekviste. Med hjem var en ny rose til haven, Rosa de Recht, som gartnerinden ”forelskede” sig i sidste sommer – rødlilla, tæt og stærkt duftende :-) Den blev straks sat i frisk hjemmelavet kompost ved haveskuret.

 

 

 

22. februar

Gartnerinden har modtaget årets frøposer fra Camilla Plum.

Og der er indkøbt udstyr: en lille hammer til haveskuret med indbyggede skruetrækkere, et fuglehus til blåmejserne og en ”paper potter”, så man selv kan lave såpotter af avispapir.

I udestuen blomstrer vibeæg; der er hvidløgsspirer, rødbedeblade og tulipaner på vej.

Udenfor i den lille have blomstrer vintergækker og krokus; pæonen stikker røde skud frem.

Stormen har revet en del af tagpappet af haveskuret – en håndværker er bestilt.

 

 

 

4. februar

Gartnerinden fortsætter med at arbejde inden døre i varmen - hun er ”udlånt” til gartnerskolens væksthuse, hvor det er højsæson for snittulipaner, som skal sorteres og pakkes til salg.

Hjemme spirer det i potten med hvidløgs-topløg og udenfor kan man se den første dorthealilje.

Nye frøposer: dild og en lav økologisk ært.

Det er koldt derude – men det lysner :-)

 

 

 

2. februar

I ly af sit vinterdække har den opstammede rose sat en flot gul rose.

Gartnerinden var i den lille have en solskinseftermiddag, hvor der var en smule forår i luften… :-) der blev klippet lidt i hækken for at give bedre plads til alle forårsblomsterne.

I spirehaven har gartnerinden lukket op for rabarberens vinterdække og høstet vinterporrer.

Og så er Speedy foreløbig sat i stald – gartnerinden skal kortvarigt tilbage til gartnerskolens grøntsagsmarker inden det går løs med kundebetjeningen i Ørting.

 

 

 

26. januar

Vinterens grønne – og røde drys: gartnerinden har sat nogle af sidste års rødbeder i en potte jord og de små rødbedeblade er ved at spire frem. Ind i mellem ”rødurterne” prøves der at spire små topløg fra hvidløgshøsten.

I spirehaven er det vådt, så selv om gartnerinden havde haft kræfterne til det (gartneriarbejdet er hårdt ved hende), er det en umulig opgave at gå i gang med at få luget det store kartoffelstykke. Det eneste bed som mangler at blive trimmet.

Gartnerinden glæder sig til at anlægge sit nye krydderurtehøjbed i den lille have. Der er masser af hjemmelavet mørk kompostmuld at gøre godt med :-)

Den hvide julerose blomstrer.

 

 

 

24. januar

Dagen er tiltaget med godt en time – nu kan gartnerinden lige nå over i haven efter arbejde mens det stadig er lyst :-) Kompostbunken skal jo passes.

Der hentes stadig sommerporrer fra spanden på terrassen.

På gartneriet en ny opgave – sortering og pakning af potter med forskellige tulipanløg.

I krukken i udestuen er der andre tulipaner på vej op.

 

 

 

19. januar

Der er bestilt flere grøntsagsfrø til spirehaven anno 2008: en gammel rødbedesort, som ligner en mellemting mellem en gulerod og en pastinak, en grøn bønne kaldet ”Speedy”, to slags artiskokker, rød grønkål og græskar ’Delicata’.

På gartneriet har gartnerinden været i gang med at sætte stiklinger af stedsegrønne planter, luge og sætte etiketter i primula, potte liljekonvaller og sætte endeløse rækker af små sukkulenter - Crassula - på afstand i det største af væksthusene.

 

 

 

13. januar

Gartnerinden har modtaget årets første frøpakker: gul rødbede og kardon – en artiskoklignende ”tudsegammel kulturplante”.

I udestuen blomstrer julerosen fra gartnerskolen – farven er lys spættet rosa. Gartnerinden har også sat nogle tulipanløg i en potte. Og udenfor i hækken er der erantis.

I spirehaven er hvidløgene på vej op og hyldetræet er forårskåd. Der blev høstet grønkål og lilla rosenkål.

 

 

 

3. januar

En del af rodurterne er blevet kørt i hus – rødbeder og knoldselleri – men gartnerinden har som vanligt hentet gamle juletræer på affaldspladsen og dækket yderligere af for vinteren, så der stadig kan hentes friske grøntsager. Både kaprifolien og den japanske kvæde så meget forårskåde ud og fik et lag gran.

Det er blevet vinter – figentræet står stadig ude i den lille have og har fået ekstra fiberposedække. Julerosen blomstrer snart :-)

Gartnerinden har været ude på ”sne-scooteren”, men der er også indgået ”taxa-aftaler” til når snestormen raser.

 

 

 

1. januar

Gartnerinden har haft succes med sine potteplanter – der er blomster på vej i vibeæg og julerose.

Der er kryddergrønt i haven: vintersar.

Julen bragte nye sager til haven: et bihus og et arbejdsforklæde.

Køkkenet er begyndt at høste grønkål og jordskokker.

En muldvarp er i gang med at ”vintergrave” en del af haven… :-/

I den lille have er forårsblomsterne og vinteradonis på vej op.